Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1015/HLA/ISA

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Afvisning af klage over predatory pricing på flyruten København - Oslo

Sterling anmodet om en undersøgelse af SAS' kampagnepriser på ruten København-Oslo. SAS indtog en dominerende stilling, men da SAS' indtægter pr. passager oversteg de variable omkostninger, misbrugte SAS ikke den dominerende stilling.

Rådsmødet den 26. maj 2004

Sterling har anmodet Konkurrencestyrelsen om at undersøge, om SAS’ kampagnepriser på ruten København – Oslo er udtryk for misbrug af dominerende stilling i form af predatory pricing. Konkurrencestyrelsen indhentede derfor en række oplysninger fra SAS om indtægter og omkostninger på ruten København – Oslo.

Ifølge konkurrenceretlig praksis vil der som udgangspunkt være tale om misbrug af dominerende stilling i form af predatory pricing, hvis en dominerende aktør sælger produkter eller ydelser til en pris, som ligger under de gennemsnitlige variable omkostninger ved at producere produktet eller ydelsen.

Selv uden en nærmere undersøgelse af markedet er der næppe tvivl om, at SAS indtager en dominerende stilling på markedet for transport af flypassagerer mellem København og Oslo.

Konkurrencestyrelsen lægger vægt på, at der i kampagneperioden kun er solgt et meget ringe antal kampagnebilletter pr. flyafgang. I forhold til spørgsmålet om predatory pricing er det derfor mere relevant at se på den gennemsnitlige billetpris i forhold til de gennemsnitlige variable omkostninger pr. passager for alle billetter under ét end for kampagnebilletter alene.

Det indsendte talmateriale viser, at indtægterne klart overstiger de variable omkostninger for alle billettyper hver for sig ug under ét. Nærmere analyser vil måske kunne flytte omkostnings- eller indtægtsniveauet i op- eller nedadgående retning. Men selv hvis der ændres markant på fordelingen af faste og variable omkostninger, viser tallene en så bred margin, at de variable omkostninger utvivlsomt fortsat vil være dækket.

Allerede på denne baggrund har Konkurrencestyrelsen ikke fundet anledning til at undersøge påstanden om predatory pricing yderligere. Konkurrencestyrelsen har derfor afvist klagen.