Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0230/SEK/kb

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Bang & Olufsen AudioVisual A/S Distributions- og Årsaftale + Vækstkonkurrence

B&O's selektive salgssystem var ikke i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. B&O var omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler, og fik meddelt en erklæring om ikke-indgreb i forhold til salg mm. af højtalere.

Rådsmødet den 29. september 2004

Konkurrencestyrelsen har meddelt B&O, at efter de forhold, styrelsen har kendskab til, finder forbuddet i konkurrencelovens § 6 ikke anvendelse på B&O’s selektive salgssystem, som det er defineret i Distributionsaftale for autoriserede B&O forhandlere i Danmark og den dertil knyttede Årsaftale.

I forbindelse med Konkurrencerådets behandling af B&O’s EF-distributionsaftale gav B&O tilsagn om at ændre enkelte bestemmelser (der henvises til behandlingen på rådsmødet den 24. april 2002, og B&O har på baggrund af disse tilsagn udarbejdet – og anmeldt – et nyt aftalekoncept, der alene finder anvendelse i Danmark.

I overensstemmelse med rådets afgørelse fra 2002 har styrelsen defineret det relevante marked i sagen til markedet for henholdsvis VHS-produkter, DVD-produkter, fjernsyn, audiosystemer og højtalere i Danmark. Kun på højtalermarkedet har B&O en markedsandel over 30 pct., der er grænsen for at være omfattet af bkg. 353/2000 om gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis.

Ved rådets behandling i 2002 faldt hele aftalekonceptet imidlertid uden for gruppefritagelsen – også for de produkter, hvor markedsandelskriteriet var opfyldt – fordi aftalen indeholdt et forbud mod postordresalg.

I det nye aftalekoncept er dette forbud fjernet, og B&O’s distribution af VHS-produkter, DVD-produkter, fjernsyn og audioprodukter er dermed omfattet af gruppefritagelsen, da B&O på disse markeder har en andel under 30 %, og da betingelserne for køb, salg og videresalg af produkterne ikke længere indeholder begrænsninger i strid med gruppefritagelsen.

For disse produkter er distributionen derfor – i medfør af konkurrencelovens § 10 – undtaget fra forbuddet i § 6.

Med hensyn til distributionen af højtalere, hvor B&O har en andel over gruppefritagelsens tærskelværdi på 30 pct., anvendes samme betingelser for køb, salg og videresalg, som B&O anvender for de øvrige produkttyper.

Som B&O gav tilsagn om ved rådets behandling i 2002, har B&O – ud over fjernelsen af forbuddet mod postordresalg – også fjernet en forpligtelse til skriftligt at kontakte B&O, inden evt. krydsleverancer mellem forhandlerne, og efter de forhold, styrelsen har kendskab til, er der herefter ikke andre betingelser i aftalekonceptet, der har en sådan mærkbart negativ virkning for konkurrencen, at der er grundlag for at udstede påbud i medfør af konkurrencelovens § 6, stk. 4.

Konkurrencestyrelsen har derfor imødekommet B&O’s anmodning om en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 for så vidt angår betingelserne for køb, salg og videresalg af højtalere.

Endelig har styrelsen meddelt, at en samtidig anmeldt Vækstkonkurrence, der går ud på, at rene B&O-forretninger med mellemrum kan opnå gevinster i form af rejser, golftasker o.lign., hvis de forøger salget, må anses for at falde uden for konkurrencelovens § 6.