Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1018/FI/lpml

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering

Klage over konkurrenceforvridende adfærd på boligmarkedet (offentlig regulering)

Anvendelsen af konkurrencelovens § 2, stk. 5, blev afvist, da området var genstand for løbende evaluering og revision.

Rådsmødet den 29. september 2004

Konkurrencestyrelsen har afvist at anvende konkurrencelovens § 2, stk. 5 i en klage over reglerne om offentlig støtte til opførelsen af almene boliger samt kommunernes mulighed for ved udbud at øremærke byggegrunde til almene boligorganisationer.

Styrelsens indledende forespørgsler viste, at området nyder stor politisk bevågenhed og er omfattet af en gennemgribende og detaljeret lovgivning, som er genstand for løbende evaluering og revision. Dette talte i sig selv for, at begrundelsen for at anvende konkurrencelovens § 2, stk. 5 ikke var til stede.

Endvidere lagde styrelsen vægt på, at de potentielle konkurrenceproblemer, som reglerne om offentlig støtte til opførelse af almene boliger måtte indebære, i det væsentligste kan retfærdiggøres af de sociale hensyn, der ligger til grund for reglerne. Yderligere skal det om konkurrenceforholdet mellem almene og private boligorganisationer bemærkes, at de fordele, almene boligorganisationer nyder godt af, modsvares af en række begrænsninger – bl.a. et krav om non-profit – som private boligorganisationer ikke er underlagt. Under hensyn til prioriteringen af styrelsens ressourcer, fandt styrelsen derfor ikke anledning til at foretage yderligere undersøgelse af reglerne.

Kommunernes mulighed for at øremærke byggegrunde til almene boligorganisationer forudsætter, at salget sker til markedsprisen, hvilket ligeledes talte for ikke at foretage videre i sagen.

Klagen omfattede endvidere kommunernes administration i praksis. Konkurrencestyrelsen afviste denne del af klagen med henvisning til, at dette i første omgang er et anliggende for de relevante kommuner og tilsynsmyndigheder, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 3.