Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-0914/HGO/SEK
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Klage over leveringsstandsning af cykler
Der var ikke grundlag for at gribe ind over for en cykelhandlers klage over H.F.Christiansen A/S og Batavus Danmarks leveringsstandsning, da forholdet ikke var omfattet af konkurrencelovens forbudsbestemmelser.
Konkurrencestyrelsen har meddelt en cykelhandler, der klagede over leveringsstandsning fra H. F. Christiansen A/S og Batavus Danmark, at styrelsen ikke finder grundlag for at gribe ind i sagen på baggrund af de foreliggende oplysninger. De to leverandører af cykler har ikke en dominerende position på det relevante marked, og virksomhedernes samhandelsbetingelser indeholder ikke bestemmelser, der strider mod gruppefritagelsen for vertikale aftaler og samordnet praksis, jf. BEK nr. 353 af 15. maj 2000.
Markedsanalysen i sagen drejer sig om markedet for salg af cykler fra producent/importør til detailhandelen. Ved analysen af efterspørgselssubstitution vil det dog ofte være afgørende at inddrage forbrugernes præferencer, som jo i høj grad bestemmer detailhandlens adfærd.
Styrelsen finder, at produktmarkedet kan defineres som markedet for salg af cykler fra producent/importør til detailhandelen. Styrelsen finder således ikke, at der efter bestemmelserne i konkurrencelovens § 5a kan foretages en opdeling af produktmarkedet baseret på afsætningskanaler dvs. et særskilt marked for produkter solgt til faghandelen og et særskilt marked for produkter solgt til andre salgskanaler (fx byggemarkeder og varehuse). Det skyldes, at produkterne i de forskellige afsætningskanaler efter styrelsens opfattelse i vidt omfang er substituerbare med hensyn til egenskaber, funktionalitet og anvendelsesformål m.v.
Styrelsen finder heller ikke, at man – som hævdet af klager - kan afgrænse et særligt produktmarked for cykler af mærket Raleigh. Styrelsen afviser ikke, at Raleigh cykler har særlige karakteristika. Men det er efter styrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt til, at forbrugerne ikke opfatter dem som substituerbare med andre typer af cykler og mærker med hensyn til egenskaber, funktionalitet og anvendelsesformål m.v.
I relation til det relevante geografiske marked finder styrelsen, at meget taler for et større marked end det danske. Således kommer hovedparten af forsyningen til det danske marked fra udenlandske producenter, og en væsentlig del heraf sker i direkte samhandel mellem danske detailhandlere og disse producenter. Det har dog ikke været nødvendigt at foretage en dybtgående analyse heraf, da de to leverandører også med det snævre geografiske marked – Danmark - har markedsandele, der ligger væsentligt under 30%.
Det har ikke været muligt at få eksakte oplysninger omkring værdien af det danske grossistmarked for cykler. Konkurrencestyrelsen har derfor skønnet værdien under en række forskellige forudsætninger. Selv når der tages højde for usikkerheden herved, har H. F. Christiansen A/S og Batavus Danmark markedsandele på det danske marked, der ligger klart under 30%.
På denne baggrund lægger Konkurrencestyrelsen til grund, at de to leverandører ikke er dominerende i konkurrencelovens forstand, jf. lovens § 11.
Det betyder, at virksomhederne er omfattet af bestemmelserne i Erhvervsministeriets bekendtgørelse BEK nr. 353 af 15. maj 2000 om gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis, hvis samhandelsbetingelserne ikke i øvrigt indeholder bestemmelser, der er forbudt efter gruppefritagelsen.
Konkurrencestyrelsen har undersøgt H. F. Christiansen A/S’ og Batavus Danmarks samhandelsbetingelser for at se, om virksomhedernes samhandelsbetingelser ligger inden for gruppefritagelsens rammer. På baggrund af disse undersøgelser vurderer styrelsen, at samhandelsbetingelserne ikke indeholder bestemmelser, der strider mod gruppefritagelsen.
Konkurrenceankenævnets kendelse af 11. august 2005