Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0119/FI/kl

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Osram A/S objektiverer samhandelsbetingelser med grossister

Osram A/S' opsigelse af samhandel medførte, at Osram A/S ændrede virksomhedens samhandelsaftale.

Rådsmødet den 29. september 2004

En mindre grossistkunde klagede til Konkurrencestyrelsen over Osram A/S’ opsigelse af samhandlen. Opsigelsen betyder, at grossistrabatten til kunden bortfalder, og uden denne rabat vil indkøbsprisen være så høj, at det ikke vil være muligt at videresælge elpærer mv. fra Osram til en konkurrencedygtig pris.

Osram har oplyst, at kunden var blevet advaret om, at samhandlen ikke kunne fortsætte på samme vilkår, når indkøbene er så små. Der er ikke tale om en enkeltstående handling, idet Osram samtidig også har afbrudt samhandlen med en række andre kunder, hvor samhandlen tilsvarende er meget begrænset. Osram vil herefter kun handle med grossistkunder, der har et vist volumen. Det er sket ud fra et ønske om at gøre selskabets afsætning mere effektiv.

Osram har en relativ stor markedsandel, men er langt fra den eneste leverandør af elpærer, sparepærer, halogenpærer og lysstofrør på det danske marked.

Konkurrencestyrelsen har peget på, at der ikke fandtes krav om mindsteindkøb i Osram’s generelle samhandelsaftale med grossistkunder. Osram har herefter ændret samhandelsaftalen, og indføjet en ny bestemmelse med krav om en årlig mindsteomsætning på 200.000 kr. ekskl. afgifter, moms og rabatter. En kortvarig nedgang i salget accepteres dog, og opsigelse af samhandelsaftalen sker kun, hvis forhandleren to år i træk køber for under 200.000 kr. om året. Styrelsen har ikke indvendinger mod bestemmelsen.