Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-1120/SEK/kb
Emner
- § 15 - Afvisning
Klage over konkurrenceforvridning på høreapparatområdet
Klage fra Danck HøreCenter ApS gav ikke anledning til nærmere undersøgelse, da forholdet ikke kunne forfølges efter konkurrenceloven.
Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. punktum, besluttet, at en klage fra Dansk HøreCenter ApS ikke gav tilstrækkelig anledning til nærmere undersøgelse.
Dansk HøreCenter ApS havde klaget over en række forhold, som efter virksomhedens opfattelse begrænser forbrugernes frihed til at vælge tilskudsberettiget høreapparatbehandling hos en privat høreapparatleverandør frem for vederlagsfri behandling hos de offentlig høreklinikker og dermed indebærer, at private høreapparatleverandører udsættes for konkurrenceforvridning.
Dansk HøreCenter ApS havde bl.a. peget på, at de henvisende speciallæger undlader at orientere forbrugerne om muligheden for at vælge en privat høreapparatleverandør, og at speciallæger med egen høreklinik får en urimelig konkurrencemæssig fordel, da de vil være tilbøjelige til at henvise patienterne til behandling i egen klinik.
Dansk HøreCenter ApS havde herudover henvist til det forhold, at lovgivningens regler om transportgodtgørelse og om muligheden for at levere høreapparat til 2. øre inden for en 4 års periode, forvrider konkurrencen mellem offentlige og private høreklinikker.
Da der var tale om forhold, der er underlagt anden offentlig regulering, har styrelsen haft kontakt med de respektive myndigheder, der er ansvarlige for fortolkning og administration af de pågældende regler, dvs. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og amterne v/Amtsrådsforeningen.
Drøftelserne med disse myndigheder viste, at man var opmærksom på problemerne, og at der i vid udstrækning allerede var igangsat initiativer til at afhjælpe de problemer, som Dansk HøreCenter havde peget på.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde således været i dialog med de praktiserende speciallæger om deres pligt til at vejlede om patientens frie valg. Desuden er ministeriet i gang med at udarbejde en pjece, der skal sikre, at patienterne altid rådgives om deres frie valg på en neutral og nøgtern måde, uanset om visitationen sker hos en privatpraktiserende læge (med eller uden høreklinik) eller via det offentlige sygehusvæsen. Konkurrencestyrelsen vil blive hørt om pjecens indhold.
Med hensyn til lovgivningens regler om transportgodtgørelse og udlevering af mere end 1 høreapparat inden for en 4 års periode, kunne Socialministeriet oplyse, at man netop var i færd med at ændre reglerne på disse punkter.
De nye regler er nu vedtaget og betyder, at også private leverandører har ret til – uden særlig tidsfrist – at levere apparat til øre nr. 2, når behovet er konstateret af en speciallæge. Desuden kan patienter, der benytter sig af en privat høreapparatleverandør, nu opnå godtgørelse for transport svarende til, hvad der gælder for befordringsgodtgørelse ved frit valg af leverandør af andre ”særligt personlige hjælpemidler” efter servicelovens § 97.
På denne baggrund – og med henvisning til konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. – meddelte Konkurrencestyrelsen Dansk HøreCenter ApS, at en yderligere undersøgelse af sagen ikke kunne anses for at føre til afdækning af forhold, som kan forfølges efter konkurrenceloven.