Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1373/FI/LPML

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Ny Frederikssund Kommunes henvendelse vedrørende KMD

Henvendelse fra "Ny Frederikssund Kommune" blev afvist, efter KMD ændrede enkelte bestemmelser i sin standardkontraktsaftale.

Ny Frederikssund Kommunes henvendelse vedrørende KMD

Efter at KMD har ændret enkelte bestemmelser i sin standardkontraktaftale samt bekræftet at være villig til at drøfte bestemte tilpasninger derudover, har Konkurrencestyrelsen i medfør af bestemmelsen i konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. afvist at foretage yderligere undersøgelser i anledning af en henvendelse fra kommunerne Frederikssund, Skibby, Jægerspris og Slangerup (”Ny Frederikssund Kommune” efter kommunalreformen). Henvendelsen vedrørte de fire kommuners forhandlinger med KMD, om konvertering af data fra de fire kommuner til den nye, sammenlagte kommune. Herunder spørgsmål om bod, væsentlig forsinkelse, ret til udbedring af mangler, reklamationsfrist og adgang til at hæve aftalen.

Kommunerne har i henvendelsen til Konkurrencestyrelsen særligt fremhævet at KMD skulle indtage en meget stærk stilling, som i henvendelsen beskrives som ”monopollignende”.

Konkurrencestyrelsen har drøftet henvendelsen med KMD. Som følge af disse drøftelser har KMD tilkendegivet at være villig til at forhandle standard-konverteringsaftalens konkrete punkter med de enkelte kunder. Herudover vil KMD ikke benytte konverteringsaftalens bestemmelser om ophævelse ved forsinkelse, med mindre der er tale om, at kommunen ikke opfylder sine forpligtelser og dette umuliggør eller væsentligt vanskeliggør KMD’s gennemførelse af konverteringen. I andre tilfælde af forsinkelse vil bestemmelsen blive administreret som en suspension af KMD’s forpligtelser efter konverteringsaftalen. Arbejdet vil blive genoptaget, når KMD har ressourcemæssig mulighed for det inden for den periode, hvor der gennemføres konverteringsprocesser i forbindelse med kommunalreformen.

Da de tilbageværende problemstillinger ikke umiddelbart vurderes at være af væsentlig konkurrenceretlig karakter, har Konkurrencestyrelsen herefter prioriteret ikke at foretage en yderligere undersøgelse af sagen.