Afgørelse

Nummer
4/0120-8901-0025/FI/CGA

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

2006-09-27: HedeDanmark a/s (tidligere Hedeselskabet) ophæver konkurrenceklausul i samarbejdsaftaler med underentreprenører

Vilkår i HedeDanmark A/S' samarbejdsaftaler blev trukket tilbage. Hermed fandt styrelsen ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen.

Rådsmødet den 27. september 2006

Styrelsen havde modtaget en klage over de vilkår, som Hedeselskabet an-vender i sine samarbejdsaftaler med underentreprenører, der udfører opga-ver for Hedeselskabets kunder inden for naturpleje.

Hedeselskabet havde pålagt sine underentreprenører på Sjælland, som betingelser for samarbejde, at overholde konkurrenceklausuler. Det fremgik heraf, at staten, amter, kommuner eller andre offentlige kunder var at betragte som Hedeselskabets egne kunder uanset opgavens omfang og art.

Brevet fastslog, at alle opgaver for privatkunder over kr. 50.000 skulle afklares med den lokale skovfoged, og endelig måtte underentreprenørerne under ingen omstændigheder give tilbud i konkurrence med Hedeselskabet eller til Hedeselskabets kunder uden forudgående aftale herom.

Klager var en entreprenør, som syntes, at han ville blive urimeligt begrænset i sine erhvervsmuligheder, hvis han tog arbejde for Hedeselskabet på disse vilkår.

Det er styrelsens opfattelse, at hvis entreprenører går ind på at udføre arbejde for Hedeselskabet på dette grundlag, så foreligger der en aftale i konkurrencelovens forstand.

Hedeselskabet og dets aftaler med underentreprenører om naturpleje kunne være omfattet af bagatelreglen i konkurrencelovens § 7, stk. 1. Men de opgaver, der udføres for offentlige købere, kommuner og amter, tildeles typisk efter udbud. I den forbindelse er der tale om forudgående tilbudsregulering, og så gælder fritagelsen ikke, jf. konkurrencelovens § 7, stk. 2, pkt. 2.

Hedeselskabet oplyste, at det med bestemmelserne blandt andet ønskede at undgå, at underentreprenører, der udfører arbejde for Hedeselskabet, forsøgte at overtage kunder i løbende kontraktsforhold. Dette kan i sig selv være et beskyttelsesværdigt hensyn; men det er konkurrenceretligt stærkt betænkeligt med de øvrige forsøg på at begrænse konkurrencen fra underentreprenører. Det gælder både ved nye arbejdsopgaver for eksisterende kunder og ved opgaver for nye kunder. Dette har styrelsen meddelt Hedeselskabet.

Hedeselskabet, som pr. 1. maj 2006 har ændret navn til HedeDanmark a/s, har nu meddelt, at det er ophørt med at anvende konkurrenceklausuler i sine samarbejdsaftaler med underentreprenører. HedeDanmark har sendt brev til sine faste samarbejdspartnere om, at tidligere meddelte vilkår for samarbejdet er trukket tilbage.

På denne baggrund har styrelsen meddelt HedeDanmark a/s og klager, at den ikke finder anledning til at foretage sig yderligere i sagen.