Afgørelse

Nummer
x

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Behandling af joint venture om digital signatur

TDC og PBS havde oprettet et joint venture med henblik på at afgive et tilbud i forbindelse med et udbud fra IT-og Telestyrelsens. TDC oplyste senere, at de havde trukket sig ud af joint venturet. Hermed fandt reglerne om fusionskontrol ikke længere anvendelse, da PBS nu ejede selskabet 100 %.

Konkurrencerådets møde den 24. september 2008

Konkurrencestyrelsen modtog i september 2007 en henvendelse om, at TDC og PBS havde oprettet i joint venture med henblik på afgivelse af tilbud i forbindelse med IT- og Telestyrelsens udbud af opgaverne om levering af digitale signatur-tjenester til det offentlige for en 5-årig periode. Opgaven omhandlede en videreudvikling af den eksisterende løsning, som TDC havde opbygget, da TDC fik tildelt opgaven efter et udbud for perioden 2003-2008.

Joint venturet blev stiftet med henblik på tilbudsafgivelse og ville blive opløst igen, hvis det ikke vandt udbuddet. Det var derfor ifølge parterne ikke umiddelbart omfattet af konkurrencelovens fusionsregler, hvor det er en betingelse, at det er oprettet på varigt grundlag. Denne betingelse ville først blive opfyldt i tilfælde af, at joint venturet vandt udbuddet.

Da Konkurrencestyrelsen modtog henvendelsen, var joint venturet imidlertid eneste tilbageværende tilbudsgiver i udbuddet, og styrelsen igangsatte derfor en ”forhåndsbehandling” i henhold til fusionsreglerne.

Situationen var den, at hvis joint venturet fik tildelt opgaven, ville de to konkurrerende avancerede elektroniske identifikationsløsninger – TDC’s digitale signatur og netbankernes/PBS’ sikkerhedsløsning – blive slået sammen til en fælles løsning. Konkurrencestyrelsens vurderinger omhandlede derfor, hvorvidt en sådan monopolisering ville kunne give samfundsøkonomiske effektivitetsfordele, og om der kunne findes tilfredsstillende løsninger på de mulige konkurrenceproblemer herved.

I maj 2008 oplyste parterne, at TDC ville trække sig ud af joint venturet. Selskabet til videreudvikling af den digitale signatur var herefter 100 pct. ejet af PBS.

Denne ændring indebar, at konkurrencelovens fusionsregler ikke længere ville finde anvendelse. Håndteringen af de konkurrencemæssige problemstillinger måtte derfor i stedet i muligt omfang ske i forbindelse med IT- og Telestyrelsens indgåelse af kontrakt med selskabet, som nu har fået navnet DanID, ligesom selskabet efterfølgende vil være omfattet af konkurrencelovens almindelige regler.

I kontrakten med IT- og Telestyrelsen, som blev underskrevet i juni 2008, forpligtede DanID sig til ikke at anvende urimeligt høje priser eller diskriminere de private. Det bliver derfor op til IT- og Telestyrelsen i forbindelse med de årlige vurderinger af økonomien i DanID at forhindre, at DanID kan udøve forskelsbehandling eller tage urimeligt høje priser.