Bibliotekslovens § 20, stk. 3

Konkurrencestyrelsen har orienteret Kulturministeriet om, at bestemmelsen i § 20, stk. 3, i Lov om biblioteksvirksomhed[1] om bibliotekernes prisansættelse kan give anledning til konkurrenceproblemer. 

I bibliotekslovens § 20 bestemmes, hvorledes prisen på de ydelser, som folkebibliotekerne kan opkræve vederlag for, skal fastsættes. Der er tale om særlige serviceydelser i form af fx erhvervsserviceydelser og vidensbaserede tjenester i form af fx målrettede kurser i informationssøgning.

Bestemmelsen angiver to forskellige regler for prissætningen afhængigt af, om der findes private konkurrenter eller ej. Ifølge § 20, stk. 3, er det kommunalbestyrelsen, som fastsætter størrelsen af og opkrævningsformen for vederlaget for de ydelser, som folkebibliotekerne kan opkræve vederlag for. Dog skal prisen ifølge § 20, stk. 4, fastsættes på markedsmæssige vilkår, hvis ydelserne udbydes i konkurrence med private, så at de ikke medfører urimelig konkurrence.

Det er den enkelte kommune (byråd), der afgør, hvorvidt folkebibliotekets udbud af disse ydelser sker i konkurrence med private. Kommunen har i bibliotekslovens § 20, stk. 3, hjemmel til at lade deres respektive folkebiblioteker udbyde disse ydelser til en pris, som er delvist finansieret af kommunen.

Det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at bestemmelsen i bibliotekslovens § 20 ikke er fremmende for konkurrencen, idet den kan give anledning til ulige konkurrencevilkår og konkurrenceforvridning. Bestemmelsen tager ikke højde for potentiel konkurrence. Lave priser delvist finansieret af kommunen kan have en afskærmende effekt for nye potentielle aktører, der overvejer at træde ind på markedet. Det kan desuden være vanskeligt for kommunerne at have overblik over, om der findes konkurrenter på markedet. Styrelsens undersøgelser i en konkret sag viste således, at der fandtes et antal private virksomheder, der vurderede, at de udbød ydelser svarende til de ydelser, som folkebibliotekerne kan opkræve vederlag for. 

I den forbindelse er håndteringen af bestemmelsen uheldig, fordi det i praksis er kommunen, der vurderer konkurrencesituationen, uden at denne vurdering kan indbringes for en anden instans.

Styrelsen har orienteret Kulturministeriet herom og samtidig foretaget en undersøgelse, der viser, at der i ca. 15 pct. af kommunerne er folkebiblioteker, som udbyder ydelser, der kan opkræves vederlag for. Undersøgelsen viser desuden, at der er tale om et beskedent marked, idet den samlede omsætning for de biblioteker, der udbyder ydelserne, blot udgør et par millioner kr.

Kulturministeriet har herefter tilkendegivet, at ministeriet er indstillet på at fjerne bestemmelsen i bibliotekslovens § 20, stk. 3. Det vil betyde, at de pågældende ydelser herefter skal udbydes på markedsvilkår. Konkurrencestyrelsen har taget dette til efterretning, jf. bilagte skrivelse til Kulturministeriet.

[1] Lov nr. 340 om biblioteksvirksomhed af 17. maj 2000 som senest ændret ved lov nr. 346 af 18. april 2007. Herefter blot biblioteksloven.