Analyse

Konkurrencen på realkreditmarkedet (KFST som uafhængig myndighed)

Det danske realkreditsystem giver danskerne adgang til boliglån på gode vilkår og til forholdsvis lave renter. Men der er et klart potentiale for, at boligejerne kan høste gevinster, hvis konkurrencen bliver forbedret, konkluderer Konkurrencerådet i sin analyse af konkurrencen på realkreditmarkedet.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

På mange måder er det danske realkreditsystem rigtig godt. Danske boligejere har gode vilkår og betaler forholdsvis lave renter på deres boliglån. Men på væsentlige punkter kan konkurrencen forbedres. Det vil give de 1,7 millioner forbrugere, der har lån for samlet set 1.450 milliarder kroner, endnu bedre og billigere lån.
Der er reelt kun fire realkreditinstitutter, som låner ud til private, og de gør det via deres aftaler med bankerne. Det er svært for nye aktører at komme ind på markedet. Samtidig ser vi, at forbrugerne ikke er specielt aktive med at afsøge markedet, og de skifter sjældent realkreditleverandør. Det er tegn på, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet.
Siden finanskrisen er der indført en grundig regulering af den finansielle sektor med henblik på at sikre finansiel stabilitet. Det er vigtigt for samfundet. Men på nogle områder er reguleringen med til at svække konkurrencen og dynamikken. Vi mener, det kan gøres smartere, så både finansiel stabilitet og konkurrence tilgodeses. For eksempel vurderer vi, at den såkaldte tilsynsdiamant hæmmer konkurrencen væsentligt i sin nuværende form.
Effektiv konkurrence på realkreditmarkedet kræver, at forbrugerne nemt kan vælge den billigste udbyder, når de køber hus eller omlægger lån. Vi har en række anbefalinger, som kan øge forbrugernes mobilitet, herunder en anbefaling om at indføre en standardforside på alle lånetilbud, som gør sammenligningen mere enkel.
Realkreditinstitutterne konkurrerer kun i begrænset omfang direkte med hinanden om at tiltrække kunder. For mange boligejere er realkreditlånet knyttet sammen med deres bankforretning. Og bankerne anbefaler naturligvis kun det ene realkreditinstitut, de selv er knyttet til. Konkurrencen foregår derfor primært gennem bankerne. Forskningsresultater peger imidlertid på, at konkurrencen på det danske bankmarked ikke er specielt god, når man sammenligner med andre lande.
Siden finanskrisen er prisen på realkreditlån steget rigtig meget, og institutternes indtjening er øget. Bidragssatserne er steget i et omfang, der ikke kan forklares af højere omkostninger, herunder kapitalkrav. Vi burde ikke kunne se en sådan udvikling, hvis konkurrencen på markedet var effektiv.

Konkurrencen på realkreditmarkedet har svære vilkår. Markedet er koncentreret med få institutter, der er betydelige adgangsbarrierer for nye aktører og forbrugerne skifter af flere årsager sjældent mellem institutterne. Det viser analysen ”Konkurrencen på realkreditmarkedet”.

Konkurrencerådets analyse indeholder 16 konkrete anbefalinger, der kan afhjælpe en række af konkurrenceproblemerne på markedet for realkreditlån. Anbefalingerne skal:

  • Mindske adgangs- og ekspansionsbarrierer
  • Øge gennemsigtigheden for forbrugerne
  • Gøre det nemmere at få flere lånetilbud ved køb af bolig
  • Gøre det nemmere for låntagere at skifte realkreditinstitut

Analysen af realkreditmarkedet er udarbejdet på baggrund af data fra og en konstruktiv dialog med udbydere, låntagere, interessenter og myndigheder. Flere anbefalinger bygger på erfaringer fra adfærdsforskningen, hvor der blandt andet har været gennemført forsøg med eye-tracking, som afslører låntagernes reaktion, når de ser forskellige versioner af et lånetilbud. Desuden har de to økonomiprofessorer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Claus Thustrup Kreiner været sparringspartnere i forbindelse med analysearbejdet.

Forbrugerne havde i 2015 samlet set realkreditlån med pant i deres ejerbolig eller fritidshus for godt 1.450 mia. kroner. Omtrent 1,7 mio. danske forbrugere har et realkreditlån.

BILAG

Høringssvar

Øvrige bilag