Fusioner
Ubers køb af Dantaxi - Spørgeskemaundersøgelse
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsender spørgeskemaundersøgelser til henholdsvis Uber og Dantaxis kunder og konkurrenter samt udvalgte vognmænd.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i gang med at vurdere fusionen mellem Uber International Holding B.V. (Uber) og Greenfleet Holding A/S (Dantaxi).
> Læs mere om den anmeldte fusion her
Hvorfor udsender vi et spørgeskema?
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal vurdere, om fusionen kan godkendes, eller om den skal forbydes. Det er derfor vigtigt, at styrelsen får viden om, i hvor høj grad de involverede virksomheder konkurrerer med hinanden. Styrelsen udsender derfor spørgeskemaer om fusionen.
Svarene på spørgeskemaet er meget vigtige og vil indgå i vores videre arbejde med behandling af fusionen.
Hvorfor har jeg fået dette spørgeskema? Hvor har I mine kontaktoplysninger fra?
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ved at undersøge fusionen mellem Uber og Dantaxi. For at kunne undersøge fusionen har styrelsen indhentet kontaktoplysninger på en række kunder, konkurrenter og vognmænd hos fusionsparterne og kørselskontorer, som er forpligtigede til at udlevere disse oplysninger til styrelsen.
Du har modtaget spørgeskemaet, fordi din virksomhed enten er en udvalgt taxivognmandsvirksomhed eller blandt de kunder og konkurrenter, som Uber og Dantaxi har oplyst til styrelsen.
Er min virksomhed forpligtet til at svare på spørgeskemaet?
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ret til at indhente oplysninger, som skønnes nødvendige for styrelsens arbejde. Det følger af konkurrencelovens § 17. Din virksomhed har derfor pligt til at besvare spørgsmålene.
Vi er opmærksomme på, at spørgeskemaet kan være omfattende. Det har dog stor betydning for vores mulighed for at vurdere om fusionen skal godkendes eller forbydes, at I tager jer tid til at svare på spørgsmålene.
Har du yderligere spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til denne undersøgelse, er du velkommen til at kontakte styrelsen på kfstsurvey@kfst.dk.