Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Norlys’ køb af GEV Fibernet
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog den 27. maj 2024 et udkast til anmeldelse af Norlys Fibernet A/S’ (herefter ”Norlys Fibernet”) erhvervelse af GEV Fibernet A/S (herefter ”GEV Fibernet”).
Erhvervsstyrelsen har henvist fusionen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling, jf. Konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 3, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Norlys Fibernet er en del af Norlys-koncernen (herefter ”Norlys”). Norlys-koncernen består af Norlys a.m.b.a. og underliggende selskaber. Norlys a.m.b.a. er et andelsselskab med mere end 800.000 andelshavere i Jylland. Norlys a.m.b.a. blev dannet ved fusionen mellem SE a.m.b.a. og Eniig a.m.b.a. i 2019 og har en række aktiviteter inden for forskellige områder.
Norlys’ aktiviteter omfatter bl.a.:
Norlys’ fibernet-aktiviteter
Norlys ejer fibernet, der dækker ca. 875.000 adresser i Danmark. Norlys ejer platformen OpenNet A/S, som har til formål at facilitere åbning af fibernet i hele Danmark. OpenNet-platformen kan tilgås af hhv. ejere af fiberinfrastruktur og udbydere af bredbånd, tv og telefoni.
Norlys' aktiviteter med salg af bredbånd, tv og mobiltelefoni
Norlys tilbyder salg af bredbånd og tv til husstande og erhvervsdrivende. Salget af bredbånd og tv skete tidligere bl.a. under det Norlys-ejede brand ”Stofa”, men sker i dag under brandet ”Norlys”. Norlys har for nyligt erhvervet Telias danske forretning, hvorefter Norlys også tilbyder salg af mobiltelefoni under brandet ”Telia” til private og erhvervsdrivende i Danmark.
Norlys’ aktiviteter med salg af el og gas
Norlys har aktiviteter med salg af el og gas til husstande og erhvervsdrivende.
Desuden ejer Norlys netvirksomheden N1. N1 har bevilling efter elforsyningsloven, til at drive det kollektive elforsyningsnet i det meste af Jylland.
Endelig er Norlys aktiv inden for vindmølleprojekter og solcelleparker og er aktiv inden for handel med fysisk energi og beslægtede aktiviteter.
GEV Fibernet ejer og driver omkring 1.200 km fibernet i Grindsted-området, der dækker cirka 7.000 husstande. GEV Fibernet tilbyder ikke selv detailsalg af bredbånd og tv til husstande via deres fibernet.
Pt. er tjenesteudbyderen Altibox Danmark A/S eneste udbyder af bredbånd på GEV Fibernets fibernet.
GEV Fibernet er indtil den påtænkte transaktion gennemføres en del af GEV a.m.b.a. med underliggende selskaber. GEV a.m.b.a. er en sammenlægning af det tidligere Grindsted El- og Varmeværk og Grindsted Vandværk, og GEV a.m.b.a. har aktiviteter inden for distribution af vand og varme samt en række andre energirelaterede forretningsområder
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 24. juni 2024 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Norlys/GEV
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Peter Mouritzen, tlf. 4171 5248 eller e-mail pmo@kfst.dk eller fuldmægtig Felix Arsky Grimsbo, tlf. 4171 5212 eller e-mail fag@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.