Øvrige nyheder

Fælles udtalelse om EU-Kommissionens udkast til retningslinjer for ekskluderende adfærd

Netværket af europæiske konkurrencemyndigheder (ECN) bakker op om Europa-Kommissionens udkast til retningslinjer om ekskluderende adfærd i sager om misbrug af dominerende stilling. Det fremgår af en fælles udtalelse fra ECN, som også den danske konkurrencemyndighed står bag.

Europa-Kommissionen har i øjeblikket retningslinjerne i høring. Der er tale om retningslinjer for anvendelsen af artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår virksomheders misbrug af dominerende stilling gennem ekskluderende adfærd (artikel 102 retningslinjer).

Ekskluderende misbrug af dominerende stilling er forbudt i henhold til TEUF artikel 102, og et tilsvarende forbud gælder i henhold til konkurrencelovens § 11. Udkastet til retningslinjer for anvendelsen af artikel 102 skal afspejle Europa-Kommissionens fortolkning af EU-domstolenes praksis om anvendelsen af TEUF artikel 102 på ekskluderende adfærd.

Europa-Kommissionen sendte udkastet i offentlig høring den 1. august 2024 med opfordring til alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger hertil senest den 31. oktober 2024. Europa- Kommissionen forventer at afslutte arbejdet med udkastet i løbet af 2025.

De endelige retningslinjer for anvendelsen af artikel 102 vil afløse Europa-Kommissionens vejledning om prioritering af håndhævelsen af sager om ekskluderende adfærd, som blev offentliggjort i 2008 og ændret i marts 2023.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen deltager i ECN-samarbejdet som uafhængig konkurrencemyndighed. Styrelsen har i denne egenskab sammen med de øvrige europæiske konkurrencemyndigheder bidraget til udarbejdelsen til af udkastet til artikel 102-retningslinjer, og styrelsen har sammen med de øvrige Europæiske konkurrencemyndigheder i en fælles erklæring tilsluttet sig EU-Kommissionens initiativ.

Pressekontakt

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.