Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Bjørn Caning’s Eftf. Holding ApS’ erhvervelse af Auto-Forum Roskilde A/S og Tåstrup Motor Center A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Bjørn Caning’s Eftf. Holding ApS’ (”Bjørn Caning”) erhvervelse af enekontrol over Auto-Forum Roskilde A/S (”Auto-Forum Roskilde”) og Tåstrup Motor Center A/S (”Tåstrup Motor Center”). Før fusionen er både Auto-Forum Roskilde og Tåstrup Motor Center ejet af TMC HOLDING ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Auto-Forum Roskilde driver primært virksomhed med salg af nye og brugte personbiler, fortrinsvis som autoriseret forhandler af mærkerne SEAT og Volkswagen, hvoraf størstedelen af salgene udgøres af personbiler. Auto-Forum Roskilde driver ligeledes virksomhed med salg af brugte personbiler af andre mærker, heriblandt Audi, Cupra, Nissan, Polestar, Ford m.fl. Auto-Forum Roskilde er endvidere autoriseret servicepartner for SEAT, Volkswagen, Audi og Cupra og forestår i begrænset omfang salg af originale SEAT-, Volkswagen-, Audi- og Cupra-reservedele, hvoraf størstedelen består af detailsalg, og en lille andel består af engrossalg. Auto-Forum Roskilde er beliggende i Roskilde.

Tåstrup Motor Center driver primært virksomhed med køb og salg af nye og brugte personbiler, fortrinsvis som autoriseret forhandler af mærket Volkswagen. Tåstrup Motor Center driver ligeledes virksomhed med reparation og service af nye og brugte personbiler, fortrinsvis som autoriseret servicepartner for Volkswagen og Skoda. Tåstrup Motor Center forestår i begrænset omfang salg af originale Volkswagen- og Skoda-reservedele, hvoraf størstedelen består af detailsalg, og en lille andel består af engrossalg. Tåstrup Motor Center driver forretning fra Taastrup.

Bjørn Caning driver via Bjørn Caning’s Eftf. A/S primært virksomhed med salg af nye og brugte personbiler, fortrinsvis som autoriseret forhandler af mærkerne Skoda, SEAT og Cupra, og med reparation og service af nye og brugte personbiler, fortrinsvis som autoriseret servicepartner for Skoda, SEAT og Cupra. Bjørn Caning forestår endvidere i begrænset omfang detail- og engrossalg af originale Skoda-, SEAT- og Cupra-reservedele. Bjørn Caning er beliggende i Brøndby.

Bjørn Caning har endvidere separat indgået en aftale om at erhverve Bilforum.Tåstrup.ApS, der er beliggende i Taastrup. Bjørn Caning har også indsendt udkast til anmeldelse af denne transaktion til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling.

Læs offentliggørelsen af denne transaktion her

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 15. november 2024 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Bjørn Caning/Auto-Forum Roskilde/Tåstrup Motor Center

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig, Freja Pors Fischer, tlf.: 4171 5181 eller e-mail: fpf@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.