Øvrige nyheder
Markedshøring: Cedra Danmark erhverver Inforevision og Roesgaard
Cedra DK er ejet af Cedra Nordic AB, som indgår i Cedra-koncernen, der er aktiv inden for blandt andet revision og regnskab i Sverige og forventeligt snart i Norge. Inforevision og Roesgaard er begge danske rådgivningsvirksomheder inden for blandt andet revision og regnskab. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af Cedra Danmark A/S' ("Cedra DK") erhvervelse af enekontrol over Inforevision Statsautoriseret Revisionsaktieselskab ("Inforevision") samt Roesgaard Godkendt Revisionspartnerselskab og visse øvrige Roesgaard-selskaber (samlet ”Roesgaard”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Cedra DK er et nystiftet selskab, som er en del af Cedra-koncernen. Cedra-koncernen er aktiv indenfor revisions- og rådgivningsydelser i Sverige og forventeligt snart i Norge. Koncernen leverer ydelser og rådgivning til ejerledede virksomheder og andre kunder på ikke-regulerede markeder lokaliseret i Sverige og forventeligt snart i Norge. Cedra-koncernen er ejet af en række revisorer samt Adelis Equity Partners AB, som er en nordisk kapitalfond.
Inforevision er et dansk revisions- og konsulenthus, der bl.a. yder revisions- samt konsulentydelser og er overordnet opdelt i tre hovedområder: (i) revision og regnskab, (ii) business services, herunder bogholderi og (iii) skat, moms og afgifter.
Roesgaard er et dansk rådgivningshus, som yder ydelser, der kan opdeles i tre overordnede områder: (i) revision og regnskab, (ii) rådgivning (fx budgettering, ”forensic services”, M&A, værdiansættelse) og (iii) jura, der blandt andet omfatter skat, moms og afgifter.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 29. oktober 2025, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Cedra Danmark/Inforevision/Roesgaard
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Sarah Ann Mønsted, tlf. 4171 5266 eller e-mail sam@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.