Øvrige nyheder

Markedshøring: Froneri ønsker at få kontrol over Food Union, inkl. Hjem-IS og Premier Is

Food Union har aktiviteter inden for bl.a. produktion og salg af is og opererer i Danmark via Mejerigaarden A/S gennem mærke som Hjem-IS, Premier Is, Rønbjerg og Underground. Froneri er et joint venture mellem Nestlé og PAI Partners og har aktiviteter inden for bl.a. produktion og salg af is gennem mærker som Extreme, Drumstick, Oreo, Cadbury, Milka, Pirulo, NUII, Maxibon og Outshine. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Froneri International Limiteds (”Froneri”) erhvervelse af enekontrol over Food Union-koncernen gennem køb af hele aktiekapitalen i Food Union Luxembourg Group S.à r.l. (”Food Union”). 

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Food Union er aktiv inden for produktion og salg af is samt frosne fødevarer (pizzaer og paninier) og kager i Danmark. Food Union er aktiv i lande, der omfatter Danmark, Norge, de baltiske lande og Rumænien. Food Union distribuerer desuden visse Froneri-produkter i Danmark. 

I Danmark opererer Food Union gennem mærker som Hjem-IS, Premier Is, Rønbjerg og Underground.  

Froneri, der er et joint venture mellem Nestlé S.A. (”Nestlé”) og investeringsfonde kontrolleret af PAI Partners, er aktiv inden for produktion og salg af is samt frosne kager (Erlenbacher) i Danmark. Froneri er aktiv i Vesteuropa, Australien, USA og andre lande på verdensplan. 

Froneris portefølje indeholder bl.a. mærkerne Extreme, Drumstick, Oreo, Cadbury, Milka, Pirulo, NUII, Maxibon og Outshine. I Danmark er Froneris primære brands Smarties, Pirulo, Spookis, Maxibon, Fazer og Kit Kat.

Nestlé er bl.a. aktiv inden for produktion, markedsføring og salg af føde- og drikkevarer, herunder mejeriprodukter, kaffedrikke, vand, morgenmadsprodukter, ernæringsprodukter til sundhedssektoren, færdigretter, krydderier, saucer, pasta, chokolade- og tedrikke, konfekture, snacks og dyrefoder. 

PAI Partners er et fransk kapitalfondsselskab, der investerer i virksomheder over hele verden.   

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 27. november 2025 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Froneri / Food Union

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Emma Nedahl Ottesen, tlf. 4171 5111 eller e-mail eno@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.