Øvrige nyheder
Markedshøring: Caverion Danmark ønsker at overtage dele af GK Danmark (inkl. Vagns VVS)
Caverion Danmark leverer tekniske installationer (bl.a. VVS, køling og ventilation) og serviceløsninger til bygninger, infrastruktur, industri- og energisektor. De aktiver, som Caverion Danmark ønsker at overtage fra GK Danmark, leverer tekniske installationer (fx VVS, køling, og ventilation) inden for bygninger og anlæg. Vagns VVS udfører installation og service inden for VVS, varme og klimaanlæg. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af Caverion Danmark A/S’ (herefter ”Caverion Danmark”) erhvervelse af en række aktiver, herunder alle aktier i selskabet Vagns VVS-Comfort A/S (herefter ”Vagns VVS”) fra GK Danmark A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelsen af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Aktiverne som overtages fra GK Danmark A/S, består bl.a. af kundekontrakter og ansatte, herunder specialister, der leverer tekniske installationer inden for bygninger og anlæg. Disse løsninger vedrører fx VVS, køling, ventilation, bygningsautomatik, el-installationer og service/vedligehold. Vagns VVS udfører installation og service inden for VVS, varme og klimaanlæg.
Caverion Danmark er en teknisk installations- og servicevirksomhed, der leverer løsninger til bygnings-, industri-, forsynings- og energisektoren, herunder service relateret til drift, montage og teknisk vedligehold. Virksomhedens primære kompetenceområder omfatter VVS, køling, ventilation, el samt brand og sikring. Caverion Danmark er ultimativt ejet og kontrolleret af Triton Fund V and Triton IV Continuation Fund, som er en del af Triton Group (“Triton”). Triton er en gruppe af investeringsfonde, der investerer i virksomheder i en lang række europæiske lande, herunder Danmark. Triton kontrollerer en række porteføljeselskaber, herunder Aleris, Sunweb og Geia Foods.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 6. februar 2026, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Caverion Danmark /dele af GK Danmark (inkl. Vagns VVS)
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail chj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.