Øvrige nyheder

Markedshøring: Standout ønsker at erhverve enekontrol over Group Online

Standout og Group Online er begge digitale web- og marketingbureauer, der hjælper deres kunder med udformningen af kundens samlede digitale udtryk via eksempelvis udarbejdelse af hjemmesider, kundens visuelle udtryk samt øvrig digital markedsføring via eksempelvis sociale medier. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af Standout A/S’ (”Standout”) erhvervelse af enekontrol over CC Globe Holding II A/S, som ejer 100 pct. af Group Online A/S (”Group Online”). 

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Group Online er et digitalt web- og marketingbureau, der hjælper sine kunder med udformningen af deres samlede digitale udtryk, herunder at udarbejde kundernes hjemmesider og webshops, kundens visuelle udtryk via fx design af logo og øvrig digitale markedsføring via fx sociale medier, AI search, Google Ads og SEO (search engine optimization).

Group Online ejer Web-Koncept A/S, der ligesom Group Online er et web- og marketingbureau med samme serviceudbud og kundesegment som Group Online.

Group Online og Web-Koncept A/S er som web- og marketingbureauer konkurrenter til Standout, hvor virksomhederne overordnet tilbyder samme ydelser. 

Standout er også et digitalt web- og marketingbureau, der hjælper sine kunder med udformningen af deres samlede digitale udtryk, herunder at udarbejde kundernes online marketing, digitale løsninger og generelle visuelle udtryk. Hertil udvikler Standout digitale løsninger tilpasset større kunder. 
 
Standout ejer Uptime-IT ApS og Dynamik Marketing ApS, der ligesom Standout er digitale web- og marketingbureauer.

Standout, Uptime-IT ApS og Dynamik Marketing ApS er som web- og marketingbureauer konkurrenter til Group Online, hvor virksomhederne overordnet tilbyder samme ydelser.

Standout er underlagt fælleskontrol af Klaus Walkusch og Dansk Ejerkapital V K/S. Dansk Ejerkapital V K/S er en af seks fonde forvaltet af Dansk Ejerkapital Forvaltning ApS, der besidder ejerandele i en række porteføljevirksomheder, herunder bl.a. Effection A/S.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 5. maj 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion: Standout / Group Online 

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Emma Nedahl Ottesen, tlf. 4171 5111 eller e-mail eno@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.