Øvrige nyheder

Markedshøring: Fusion mellem Kapitalforeningen Formuepleje og Kapitalforeningen Formuepleje Safe

Kapitalforeningen Formuepleje og Kapitalforeningen Formuepleje Safe har begge aktiviteter inden for forvaltning af kapital samt investering med det formål at skabe afkast for foreningernes investorer.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af en fusion mellem Kapitalforeningen Formuepleje Safe og Kapitalforeningen Formuepleje (herefter samlet ”kapitalforeningerne”) som den fortsættende forening. 

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Anmeldelsen af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Kapitalforeningerne er danske kapitalforeninger, som er underlagt lov om forvaltere af alternative investeringsfonde mv. Kapitalforeningerne driver virksomhed ved at forvalte kapital og investere for foreningernes investorer, hvor formålet er at skabe afkast for investorerne. Dette omfatter investeringer i eksempelvis aktier, ejendomme og lignende.

Kapitalforeningerne er organiseret i en række afdelinger med egne investeringsområder/-strategier, omkostninger, risikoprofiler, skatteprofiler mv. Kapitalforeningerne administreres af samme forvalter, Formuepleje A/S. Kapitalforeningernes afdelinger er børsnoterede og optaget til handel på Nasdaq Copenhagen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 26. maj 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion kapitalforeningerne Formuepleje og Formuepleje Safe 

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Freja Pors Fischer, tlf. 4171 5181 eller e-mail: fpf@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.