Øvrige nyheder
Er påbud altid den bedste løsning?
Det er resultatet, der tæller. Og tilsagn giver et bedre resultat end påbud i konkurrencesagen om Infomedia. Det faktum synes Børsen at sidde helt overhørig, når den tirsdag og onsdag vælger at bringe stort opsatte artikler om styrelsens rolle i sagen.
Af vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt
De nye tilsagn i konkurrencesagen om Infomedia har en langt større og mere positiv effekt på konkurrencen om at sælge medieklip i Danmark, end et påbud ville have haft. Tilsagnene stiller simpelthen større krav til Infomedias ejere.
De nye tilsagn sikrer, at Infomedias konkurrenter ikke kommer til at betale voldsomme overpriser for medieklip fra Berlingske Media eller JP/Politikens Hus. De sikrer, at Infomedias konkurrenter får adgang til de to mediehuses internetudgivelser og publikationer med oplag under 40.000. Og de udvider Infomedias leveringspligt til også at omfatte dybe links.
Det er alt sammen til gavn for konkurrenterne, og det er alt sammen noget, som ikke var sket, hvis vi i stedet havde givet et påbud om, at mediehusene skulle overholde deres oprindelige tilsagn.
Børsen skyder os i skoene, at vi lader os ”besnakke” af parterne, og at vi lader sagen ”lande blødt” med et tilsagn. Det er forkert. Vi sender sager i høring og lytter. Det er vores pligt. Og tilsagn er ingen blød landing.
Tilmed klandrer Børsen os for, at tilsagnene bliver til i ”tæt dialog med parterne”. Naturligvis gør de det, for det er parterne selv, som formulerer dem. Det er hele essensen i en tilsagnssag.
Et tilsagn er noget, som virksomheder kan give for at få godkendt en fusion eller give i sager, hvor vi har betænkeligheder. Med tilsagnet fortæller virksomheden, hvad den fremadrettet vil gøre for at sikre konkurrencen på markedet. Konkurrencerådet vurderer, om tilsagnene rækker og gør dem i fald bindende.
Det er ofte en rigtig god løsning. Tilsagn kan få større effekt i markedet. De kræver færre ressourcer hos os og hos parterne, og afgørelsen vil sjældent blive anket og trække i langdrag, fordi virksomheden selv står bag ordlyden. Men tilsagn er ikke noget vi bruger i sager med alvorlige overtrædelser af konkurrenceloven.
I den konkrete sag afgav Berlingske Media og JP/Politikens Hus tilsagn, da de i 2002 etablerede deres joint venture, Infomedia. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har sidenhen haft betænkeligheder ved, om de to mediehuse overholdt tilsagnene. Vi kunne have givet dem et påbud om at overholde dem. I stedet afgav mediehusene nye tilsagn, som er mere vidtrækkende end de oprindelige. Det er en klart bedre løsning for konkurrencen.
Sagen er et godt eksempel på, at vi er en styrelse, som hele tiden har for øje at sikre den størst mulige effekt for konkurrencen på markederne. Og i al beskedenhed vil jeg vove at påstå, at vi gør det ganske godt inden for de rammer, vi har.
Bragt i Børsen 9. august 2013