Øvrige nyheder
De store må ikke tryne de små
Lavere priser, mere innovation og større udvalg. For at få del i goderne skal konkurrencen have gode kår. Hvis virksomheder ulovligt begrænser konkurrencen, griber vi ind. Det gælder ikke mindst, når en stor konkurrent tryner små nye virksomheder.
Af vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt
Administrerende direktør i Retriever Danmark, Jens Kloppenborg-Skrumsagers, svar på mit debatindlæg i Børsen i torsdags, efterlader det indtryk, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er passive. Det er vi ikke.
Den konkrete sag om salg af presseklip og Infomedia har haft et langt forløb. Og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende for en lille virksomhed, hvis sagen ikke har ligget øverst i vores bunke hele tiden.
Den endte dog rigtig godt ikke mindst for Infomedias konkurrenter, der fik fremtidssikret grundlaget for deres forretning.
Vi er nødt til at prioritere vores ressourcer der, hvor de gør mest gavn. Sager med de alvorligste overtrædelser af konkurrenceloven får førsteprioritet sammen med fusionssager, som loven forpligter os til at løse med stramme tidsfrister. Ofte må vi afvise sager med henvisning til, at problemet ikke har en størrelse, som står mål med de ressourcer, vi skal bruge. Det er de vilkår, vi arbejder under.
Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre effektiv konkurrence inden for de rammer, vi har. Og det er sagt i al beskedenhed ikke så lidt.
Bragt i Børsen 13. august 2013