Øvrige nyheder

Tre svar til Børsen

Der er ingen grund til at bekymre sig om virksomhedernes retssikkerhed. Den er i gode hænder. En afgørelse om, at virksomheden ikke har overtrådt loven, vil også kunne - og skulle - ændres, hvis den senere viser sig at være forkert.

Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Chefredaktør på Børsen Niels Lunde stiller mig i tirsdagens avis tre principielle spørgsmål.

Spørgsmålene tager afsæt i en konkret sag om Wrist Ship Supply og vedrører vores afslutning af sager, varigheden af sager og grundlaget for sager. Svarene er:

Fornuftig omgang med penge

Vi lukkede den konkrete sag i sidste uge, fordi vi vurderede, "at de nødvendige ressourcer til at foretage yderligere undersøgelse ikke står i et rimeligt forhold til det forventede resultat".

Vi afslutter størsteparten af vores sager på den måde. Det har vi udtrykkelig hjemmel til i konkurrenceloven, og det er en fordel for både os og virksomhederne. Og så er det fornuftig omgang med skatteborgernes penge.

Vi skal som konkurrencemyndighed holde øje med alle dele af dansk økonomi.

Det er en stor og vigtig opgave, og vores ressourcer er knappe.

Derfor er det vigtigt, at vi kan lukke en sag, hvis vi efter de indledende undersøgelser vurderer, at vi kan bruge vores ressourcer bedre.

Virksomhed skal være glad

Jeg kan godt forstå, hvis en virksomhed oplever sagen som lidt uafsluttet.

I den konkrete sag har vi dog tilkendegivet at "de foreløbige analyser ikke tyder på at virksomheden overtræder konkurrenceloven".

Og virksomheden har god grund til at være glad for en sådan afslutning.

Skulle vi tage endelig stilling, ville det belaste virksomheden over flere år. Beviskravet for en "frifindelse" er nemlig præcis lige så stort som beviskravet for en overtrædelse.

Der er ingen grund til at bekymre sig om virksomhedernes retssikkerhed. Den er i gode hænder. En afgørelse om, at virksomheden ikke har overtrådt loven, vil også kunne - og skulle - ændres, hvis den senere viser sig at være forkert.

I sagen om Wrist Ship Supply tog det et stykke tid, før vi nåede frem til, at vi ikke ville gå videre. Det skyldes, at det var en kompliceret sag om muligt misbrug af dominerende stilling.

Komplicerede sager tager tid

Misbrug af dominerende stilling - hvor meget store virksomheder tryner små konkurrenter med ulovlige kneb i form af f.eks. prisdumping eller markedsafskærmende rabatter - kan være meget skadeligt for konkurrencen og forbrugerne.

Vi undersøger jævnligt den type sager. De kræver typisk omfattende analyser af et meget stort og kompliceret datamateriale. Og det tager tid.

Lange sagsbehandlingstider kan være frustrerende, men dog klart at foretrække frem for afgørelser truffet over hals og hoved.

Det er ikke for sjov, eller fordi vi "lige skal se, om der er noget at komme efter", når vi sætter en sag i værk.

Før vi laver en kontrolundersøgelse, skal vi have det, der i juraen hedder en "formodning" om, at der er sket en overtrædelse, og vi skal have en dommerkendelse. Og inden da har vi selvfølgelig lavet et grundigt forarbejde.

Må undersøge nærmere

Men vi kan i sagens natur ikke vide, om der rent faktisk er tale om en overtrædelse, som kan bevises, før vi har undersøgt det nærmere.

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er vi nødt til at prioritere vores ressourcer benhårdt, og vi sætter dem ind, hvor vi mener, de har størst effekt.

Vores sager handler om meget mere end at straffe ulovligheder. Det handler om at sikre en effektiv konkurrence med alle fordele, det giver - for forbrugerne, for erhvervslivet og samfundet som helhed.

Bragt i Børsen d. 10. oktober 2013