Forbrugerne nyder godt af frie priser

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

"Der skal flere kunder i butikken. Jeg dumper prisen," tænker butiksejeren. Men leverandøren siger: »"Nej, du skal videresælge vores varer til en bestemt mindstepris - ellers må du slet ikke sælge dem." Og så accepterer butikken, at sådan må det være Den situation er desværre ikke helt sjælden i dansk detailhandel. Men det er forbudt.

Leverandør og forhandler har indgået en aftale om det, der i fagsprog kaldes bindende videresalgspriser. Aftalen sætter konkurrencen i detailleddet ud af kraft, og forbrugerne kommer til at betale for meget for det, de køber.

For nylig bragte Berlingske et par artikler om bindende videresalgspriser - konkret foranlediget af tilkendegivelser om prisstyring i Royal Copenhagen. Artiklerne kunne efterlade indtrykket af, at forbuddet mod bindende videresalgspriser måske ikke er helt gennemtænkt.

Men det er det. Forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, herunder aftaler om bindende videresalgspriser, er i høj grad gennemtænkt. Og det er ikke et særligt dansk fænomen. De danske konkurrenceregler er på linje med reglerne i EU-traktaten og i øvrigt med, hvad der gælder i andre lande med en moderne konkurrencelovgivning.

Og forbuddet giver rigtig god mening. Når virksomheder indgår aftaler, som begrænser konkurrencen, skader det typisk både andre virksomheder og forbrugerne. Priserne bliver højere, kvaliteten dårligere, og vækst og innovation går i stå.

Konkurrencebegrænsende aftaler findes i flere afskygninger. Karteller er de mest skadelige af slagsen og kan straffes med fængsel.

Et kartel er en aftale mellem konkurrenter om f. eks. at sætte priserne op, begrænse produktionen, dele markedet eller aftale, hvem der skal byde på en opgave.

Karteller er meget skadelige. Forskningen viser, at forbrugerne i gennemsnit betaler en overpris på mellem 10 og 50 procent om året, når der er et kartel på markedet. Det løber hurtigt op i rigtigt mange penge. Og de samfundsmæssige skadevirkninger er endnu større, fordi karteller typisk bremser udviklingen af nye og bedre produkter.

Aftaler om bindende videresalgspriser er også skadelige. De sætter et af de væsentligste konkurrenceparametre - nemlig prisen - ud af kraft i detailleddet. Det fører typisk til højere priser for forbrugerne.

Det hænder også, at forhandlerne selv lægger pres på producenten for at indføre bindende videresalgspriser med henblik på at undgå priskonkurrence i detailleddet.

Bindende videresalgspriser kan tilmed gøre det lettere for producenter af forskellige brands at indgå og opretholde et egentligt kartel. Forklaringen er, at et godt, stabilt kartel forudsætter en vis gennemsigtighed på markedet, så kartelmagerne kan holde øje med, at de andre holder sig til det aftalte - f. eks. om at holde et bestemt højt prisniveau.
Og det er alt sammen meget lettere at kontrollere, hvis producenterne også styrer prisdannelsen i detailleddet.

Vi kan desværre se, at ulovlige aftaler om bindende videresalgspriser nok er hverdag i Danmark. Alene i år har vi - indtil nu - haft fem sager, hvor der er faldet større bøder.

I foråret fik fødevarekoncernen Unilever Danmark en bøde på 1,5 millioner kroner for at have aftalt, at Coop Danmark og Dansk Supermarked ikke måtte sælge Frisko-is under en bestemt pris. Aftalerne forhindrede butikkerne i at sætte priserne ned i mindst tre år. Det er vores klare indtryk, at der har været mere konkurrence på ismarkedet, siden de ulovlige prisaftaler stoppede.

Tilsvarende har BSH Hvidevarer, Miele og Georg Jensen betalt millionbøder i år for at forlange, hvilke priser forhandlerne måtte tage for bestemte varer.

Det er ulovligt at indgå konkurrencebegrænsende aftaler. Men at priserne er ens, kan ikke i sig selv tages som et tegn på, at der er ulovligheder på spil. For det første fordi ens priser kan være udtryk for benhård konkurrence, hvor priserne er presset helt i bund. For det andet fordi det kan skyldes, at forhandlerne - af sig selv - holder sig til de vejledende priser. Og det er ikke forbudt. Det er først forbudt, i det øjeblik virksomhederne indgår aftaler om at holde et bestemt prisniveau eller lignende.

Der kan være tilfælde, hvor selv aftaler om bindende mindstepriser er lovlige. Men det forudsætter blandt andet, at aftalerne øger effektiviteten i samfundet, og at gevinsterne kommer forbrugerne til gode.

Det er vores indtryk, at de fleste virksomheder har en god forståelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Det er også vores indtryk, at de fleste virksomheder ønsker at efterleve loven. Men der er desværre også eksempler på det modsatte.

I øjeblikket efterforsker vi en række mulige overtrædelser af konkurrenceloven, og vi har en del formodede straffesager under efterforskning hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet ( SØIK), herunder adskillige kartelsager.

Overtrædelser af konkurrenceloven er svære at opdage og endnu sværere at bevise.

Beviserne er typisk meget sparsomme og lette at bortskaffe. Og sagerne kræver ofte omfattende undersøgelser af de berørte markeder.

Vi har ikke ressourcer til at efterforske alle de sager, vi hører om. Vi prioriterer derfor vores indsats efter effekt, så vi bruger kræfterne der, hvor de gør størst gavn for forbrugerne og for samfundet.

De værste og mest skadelige overtrædelser af konkurrenceloven er karteller. Derfor bruger vi mange ressourcer på at bekæmpe dem.

Men det er også meget skadeligt og derfor en alvorlig overtrædelse, hvis en virksomhed »misbruger sin dominerende stilling« på et marked og tryner sine mindre konkurrenter.

Eller hvis en leverandør ulovligt styrer prisdannelsen i næste led. Derfor bruger vi også en del kræfter på disse sager.

Vi gør alt, der står i vores magt, for at bidrage til at skabe velfungerende markeder. Ulovlige, konkurrencebegrænsende aftalerkoster forbrugerne dyrt. Uanset om de vedrører vaskemaskiner, is, designervarer eller noget helt andet. Forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, herunder bindende videresalgspriser, er derfor godt for forbrugerne og for samfundet.

At priserne er ens, kan ikke i sig selv tages som et tegn på, at der er ulovligheder på spil.

Bragt i Berlingske 14. oktober 2013