En fest for "Kartellet"

Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Vi så ”Kartellet”. På meget kort tid har filmen øget danskernes bevidsthed om karteller og deres skadelige virkninger. Det står klart for alle, som har set filmen eller blot læst om den, at der er tale om grov økonomisk kriminalitet, når virksomheder laver karteller. Netop den brede erkendelse blandt danskerne er vigtig, hvis vi skal have succes med at bekæmpe karteller herhjemme.

Karteller er nemlig meget svære at afsløre. Det er nemt at skjule beviser, og deltagerne vil ofte forsøge at undgå at efterlade spor. Hvis vi skal afsløre et kartel, er vi i høj grad afhængige af tip fra personer, som har kendskab til det.

Siden 2007 har man haft krav på at gå fri for straf, hvis man deltager i et kartel og er den første, som henvender sig til myndighederne med afgørende og nye oplysninger, der afslører kartellet. Men de første år skete der ikke så meget – formentlig fordi straffen for karteller ikke var afskrækkende.

Sidste år skete der så noget afgørende. Konkurrenceloven blev ændret, så karteller kan straffes med fængsel – i særligt grove tilfælde i op til seks år. Samtidig fik politiet bedre efterforskningsmuligheder, så de blandt andet kan anvende telefon- og rumaflytning. Risikoen for at blive afsløret for kartelvirksomhed er steget markant, og det samme er prisen, som karteldeltagere risikerer at skulle betale for at have deltaget i løjerne.

Efter de nye regler er trådt i kraft, har vi oplevet en betydelig interesse fra rådgivere og virksomheder. Samtidig har vi gjort det nemmere for personer, som ligger inde med relevant viden om karteller, at videregive den viden til os.

Henvendelser om mulige karteller er noget, vi altid tager meget alvorligt. Hvis man kommer til os med oplysninger om et kartel, vil vi gøre alt, hvad vi kan for at optrævle det og få de skyldige straffet. Hvis man selv har deltaget og er den første, der kommer til os med afgørende og nye oplysninger, der afslører kartellet, går man helt fri for straf. Vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, hvordan det foregår, når de ulovlige aftaler indgås, for vi kan kun se de skriftlige beviser og høre deltagernes forklaringer efterfølgende.

Men filmen ”Kartellet” tegner utvivlsomt et godt billede af, hvordan karteller kan folde sig ud i praksis.

I filmen mødes kartellet på en kro over cognac og gode cigarer og aftaler at dele kommunens byggeopgaver imellem sig. I virkelighedens verden behøver det ikke være helt så farverigt. Karteller kan samles i et ganske almindeligt mødelokale et sted i Danmark. De kan opstå i en samtale i en pause under en kongres, hvor virksomhederne i branchen alligevel er samlet: ”Er priserne ikke lidt lave for tiden? Vi tænker på at hæve vores priser med 10 pct. Hvordan ser det ud for jer andre?” Eller blot en helt kort telefonsamtale: ”Hvis du byder på den opgave, så tager jeg den anden”.

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bruger vi mange kræfter på at oplyse om, hvad et kartel er, og at det straffes hårdt. De fleste bør derfor vide, at karteller er piv ulovlige. Hvis man koordinerer tilbud på byggeopgaver med sine konkurrenter eller deler kunderne op imellem sig: ”Du tager Jylland, så tager jeg Fyn og øerne” ved man under alle omstændigheder, hvad man gør. Det er ikke noget, man lige ”kommer til”.

I forbindelse med filmen er vi blevet mødt med overraskelse og spørgsmål, om der virkelig er karteller i Danmark. Desværre er svaret: ”Ja, der er karteller i Danmark, og de er ikke helt sjældne.” Formentlig er der lige så mange karteller i Danmark som i andre lande.

Inden for de seneste år, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendt en række kartelsager til Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Heriblandt et større byggekartel, hvor der foreløbig er sigtet mere end 30 virksomheder og mere end 40 personer. EU har også haft flere store kartelsager med dansk deltagelse.

Karteller optræder i mange forskellige afskygninger. De kan have mange eller få deltagere. De kan bestå af store eller små virksomheder og være lokale eller globale. Og de kan være kortvarige eller strække sig over mange år. El-kartellet, som filmen bygger på, holdt i 20-30 år, før det blev trevlet op.

Fælles for karteller er, at virksomheder indgår ulovlige aftaler med hinanden for at sætte konkurrencen ud af kraft og øge indtjeningen. Aftalerne kan have meget forskellig karakter.

El-kartellet er en sag om ulovlig tilbudskoordinering, hvor virksomhederne aftalte, hvem der skulle vinde en opgave i udbud og til hvilken pris. Afsløringen i slutningen af 90’erne resulterede i bøder til 271 virksomheder for i alt 26 millioner kroner. Danfoss deltog i et kartel, som ulovligt aftalte priser på kompressorer. Mærsk og SAS aftalte at dele flyruter imellem sig. Og for nylig har vi haft to sager i Danmark med karteller blandt køreskoler i henholdsvis Aalborg og Sorø.

For alle karteller gælder, at det er deltagernes kunder, som betaler prisen. Kunderne kan være andre virksomheder, offentlige myndigheder eller forbrugere. I sidste ende lander regningen hos alle os andre.

Og regningen er stor. Undersøgelser har vist, at det gennemsnitlige kartel tager overpriser på 10-50 procent og har en levetid på fire til ti år. Det løber op i rigtig store beløb.

Filmen ”Kartellet” illustrerer det rigtig godt. Vores helt, spillet af Anders W. Bertelsen, er villig til at løse en byggeopgave for 20 millioner kroner, men kartellet har aftalt, at en anden skal vinde opgaven med et bud på 22 millioner kroner. Det kartel ligger i den ”billige” ende. Overprisen på to millioner kroner svarer blot til 10 procent af opgavens værdi. Kartellet ville med en overpris på 10 millioner kroner stadig ”kun” være et gennemsnitligt kartel.

Det er heldigvis mit klare indtryk, at langt de fleste danske virksomheder er lovlydige og ønsker at overholde konkurrencereglerne. Og vi oplever en stor efterspørgsel efter rådgivning og vejledning om reglerne.

Men kartellerne er der. En forklaring er naturligvis, at de er ganske lukrative for deltagerne. En anden kan være, at kulturen blandt danske virksomheder ikke altid har været til benhård konkurrence. Først i slutningen af 90’erne fik Danmark en rigtig konkurrencelov, som forbød karteller og anden, konkurrencebegrænsende adfærd. Længe efter de lande vi normalt sammenligner os med. Og først sidste år kom straffen for karteller på niveau med straffen for anden grov økonomisk kriminalitet.

I Danmark har vi på godt og ondt en lang tradition for at tale meget sammen – også mellem virksomheder, som er konkurrenter. I nogle brancher hører vi udtrykket ”konkolleger” – man er både kolleger og konkurrenter. Hvis man mødes med sine konkurrenter, er der meget, som man trygt kan tale om. Verdenssituationen og Kongerigets tilstand i almindelighed. Vejret og trafikken. Regeringen og kommende lovgivning. Men man skal holde sig langt væk fra at tale med sine konkurrenter om centrale konkurrenceparametre: Priser, salg, omkostninger og kunder. Det kan være fristende, men det er forbudt, og det bliver straffet ganske hårdt.

Karteller og andre konkurrencebegrænsende aftaler koster os alle dyrt. Forbrugerne kommer til at betale for meget, og væksten i økonomien bliver mindre. I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gør vi alt, hvad vi kan, for at afsløre dem. Og vi vil meget gerne have tip. Hvert kartel er et kartel for meget.

Bragt i Jyllands-Posten den 14. marts 2014