Vandselskaber er stadig monopoler

Den økonomiske regulering af vandselskaberne understøtter deres grønne omstilling og selskabernes økonomiske ansvarlighed. Alt sammen til gavn for kunderne.

De seneste mange uger har debatten om reguleringen af vandsektoren rullet. Senest har Søren Heegaard fra spildevandsvirksomheden Biofos skrevet her i Altinget, at reguleringen spænder ben for at investere i grøn omstilling. Og Susan Münster, der er direktør i Danske Vandværker, har argumenteret for, at reguleringens besparelser på vandregningerne er teoretiske, fordi selskaberne har optaget gæld i perioden. Jeg er ikke enig, og det er ærgerlige budskaber, da effekterne af reguleringen faktisk er de stik modsatte.

Reguleringen fremmer selskabernes incitament til at kigge på, om de kan finansiere deres aktiviteter bedre. Reguleringen er også med til at understøtte en effektiv drift, så der er penge til fremtidige investeringer i for eksempel grøn omstilling, uden at vandpriserne stiger unødigt. Ledelsen tvinges til at gøre sit ypperste for at drive selskabet så effektivt som muligt, så det også kunne klare sig, hvis det havde været på et marked med konkurrenter.

Med hensyn til større gæld i sektoren, så er det vores vurdering, at den indtil nu er udtryk for stigende økonomisk ansvarlighed hos vandselskaberne. Det skyldes, at lånefinansiering kan være væsentligt billigere end kontantfinansiering.

Og i forhold til behovet for fremtidige investeringer i for eksempel grøn omstilling, så har vandselskaberne allerede meget gode muligheder for at finansiere dem. Der er ikke mange sektorer, hvor det er ligeså nemt at få dækket udgifter til grøn omstilling, som i vandsektoren, hvor udgifter hertil kan lægges oven i vandprisen, når for eksempel kommunen godkender det. Den økonomiske regulering er blot med til at sikre, at det ikke sker til overpriser, som kunderne skal betale. Der er selvfølgelig vigtigt, at reguleringen muliggør de nødvendige investeringer. Vi er også snart klar med en analyse, der undersøger, om de selskaber, der er reguleret, har haft samme udvikling i forsyningssikkerhed som sammenlignelige selskaber, der ikke er reguleret.

Søren Heegaard nævner også muligheden for at indføre aftalebaseret regulering. Forsyningssekretariatet, der er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, kigger hele tiden på, om reguleringen kan forbedres, og aftalebaseret regulering har vi set på i to artikler, som er at finde på vores hjemmeside. Det centrale er at realisere det store effektiviseringspotentiale i sektoren til gavn for forbrugere og virksomheder. Det forudsætter, at der fortsat er et effektiviseringspres på naturlige monopoler. Så det skal i fald gøres klart, hvad aftalebaseret regulering eventuelt vil kunne bidrage med.

Til sidst et svar på Susan Münsters konklusion om, at der er mange penge at spare, hvis alle fik deres drikkevand fra et forbrugerejet vandværk i stedet for et kommunalt. Konklusionen er forkert, fordi den ikke tager højde for, at forskelle i vandprisen mellem forskellige selskaber kan skyldes mange andre faktorer end lige netop ejerforholdet. Det er for eksempel dyrere at grave rør ned i byområder, som ofte får deres vand fra kommunale drikkevandselskaber.

Forsyningssekretariatet sætter de økonomiske rammer for de større vandselskaber hvert år. Vi ser ineffektive forbrugerejede selskaber, og vi ser ineffektive kommunale selskaber. Når vi tager højde for geografiske forskelle og andre rammevilkår, som kan påvirke selskabernes omkostninger, så er der et besparelsespotentiale for de forbrugerejede selskaber på 9 pct. i gennemsnit, mens de kommunale selskaber i snit kan reducere deres omkostninger med 13 procent. Et vandselskab er således ikke nødvendigvis effektivt, fordi det er forbrugerejet.

Vi kan alle blive dygtigere og mere effektive. Det gælder vandselskaberne, og det gælder selvfølgelig også Forsyningssekretariatet og den måde, reguleringen er skruet sammen på. Vi fortsætter gerne den dialog, vi i flere sammenhænge har med Susan Münster og Søren Heegaard, så vi sammen kan gøre det endnu bedre for de danske vandkunder.

Bragt i Altinget, 10. december 2020