Pressemeddelelse
Konkurrencerådet ønsker mere konkurrence i apotekssektoren
Konkurrencerådet har i dag henvendt sig til indenrigs- og sundhedsministeren med en anbefaling om en delvis deregulering af apotekssektoren.
Konkurrencestyrelsen gennemførte i forbindelse med Konkurrenceredegørelsen 2005 en analyse af apotekssektoren i Danmark. Analyserne viste, at konkurrencen inden for distribution af lægemidler i Danmark er begrænset af offentlig regulering.
På den baggrund foreslår rådet følgende ændringer på apotekerområdet:
- Bedre mulighed for at etablere og eje apoteker.
- Apotekerne skal have lov til at udvide sortimentet.
- Mere liberale åbningstider svarende til den almindelige detailhandel.
- Mulighed for at etablere ”rene” internetapoteker.
- Mulighed for at apotekerne kan konkurrere på prisen ved at indføre maksimalpriser.
- Mulighed for at udbyde driften af apoteker, der modtager økonomiske tilskud.
Med disse ændringer vil apotekssektoren i Danmark blive endnu mere udviklings-orienteret og effektiv. Uden at der gives køb på hensynet til forbrugernes sikkerhed.
Da reguleringen er fastsat i lovgivningen, kan Konkurrencerådet ikke gribe direkte ind. I stedet har rådet benyttet sig af muligheden for at henvende sig til indenrigs- og sundhedsministeren, som efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren skal svare på henvendelsen inden 4 måneder.
Henvendelsen er offentlig og kan findes ved at klikke her
Hvis De vil vide mere, kan De ringe til kontorchef Finn Juhl Porsborg (72 26 80 97).
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.