Pressemeddelelse

Konkurrencerådet betænkelig ved adgang til følsomme oplysninger på affaldsområdet

Konkurrencerådet har i dag besluttet, at rette henvendelse til miljøministeren om reglerne for affaldshåndtering. Konkurrencerådet påpeger over for ministeren, at det er uhensigtsmæssigt at virksomheder tillægges forvaltningsopgaver, når de samtidig optræder som konkurrent på markedet.

Konkurrencerådet har endvidere afgjort, at Nordvestsjællands Renovationsselskab (”Noveren”) ikke har misbrugt en dominerende stilling i forbindelse med indkøb af genanvendeligt jern og metal.

Noveren er et kommunalt fællesskab med deltagelse af ni kommuner. Noveren modtager, behandler, deponerer og sorterer affald fra de ni deltagerkommuner. Noveren modtager også genanvendeligt materiale fra private og offentlige virksomheder.

Konkurrencestyrelsen modtog en klage om, at Noveren registrerer virksomheder, som erhvervsmæssigt transporterer affald, samt at disse skal indberette transporter af affald i kommunen til Noveren efter reglerne i affaldsbekendtgørelsen. Herved tvinges virksomhederne til at indberette følsomme oplysninger til en konkurrent. Konkurrencerådet finder, at der principielt bør være en klar adskillelse mellem driften af en konkurrenceudsat virksomhed på den ene side og forvaltningsopgaver med varetagelse af konkurrentoplysninger på den anden side.

Da der ikke er tale om udøvelse af erhvervsvirksomhed, kan Konkurrencerådet ikke gribe ind over for dette. Konkurrencerådet opfordrer i stedet miljøministeren til at sikre, at virksomheder ikke tillægges forvaltningsopgaver, der aktuelt eller potentielt giver dem adgang til følsomme oplysninger fra deres konkurrenter.

Der var samtidig klaget over, at Noveren betaler mere end markedsprisen for at modtage genanvendeligt jern og metal og dermed forvrider konkurrencen på markedet. Undersøgelsen viste, at Noverens indkøbspris er markedsprisen fratrukket Noverens omkostninger til håndtering samt omkostninger til videresalg. Noverens prisfastsættelse udgør derfor ikke et misbrug. 

Afgørelsen kan findes ved at klikke her og udtalelsen kan findes ved at klikke på dette link

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til kontorchef Niels Rytter (72 26 80 97) eller fuldmægtig Ulrik Lindow Sørensen (72 26 81 60). 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.