Pressemeddelelse
Konkurrencerådet ønsker konkurrence på kort og geodata på lige vilkår
Konkurrencerådet har i dag henvendt sig til miljøministeren om konkurrencebegrænsende virkninger af prissætningen på Kort- og Matrikelstyrelsens produkter.
Kort- og Matrikelstyrelsen er en væsentlig aktør på markedet for kort og geodata. Styrelsen står for opmåling og kortlægning samt salg af kort og geodata. Reglerne for Kort- og Matrikelstyrelsens prisfastsættelse er konkurrenceforvridende, fordi en række af produkterne er støttet med offentlige midler. Derved skævvrides konkurrencen i forhold til de private aktører på markedet.
Konkurrencerådet anbefaler derfor, at Kort- og Matrikelstyrelsens priser skal dække omkostningerne, så der sikres lige konkurrence i forhold til andre udbydere på markedet. Kort- og Matrikelstyrelsen skal samtidig sælge sine produkter på lige vilkår over for alle. Der må ikke gives kombinationsrabatter ved salg af produkter, der er udsat for konkurrence, og produkter, der ikke er udsat for konkurrence. Hvis særlige områder skal støttes med offentlige midler, skal det ske på grundlag af analyser, der dokumenterer, at det er nødvendigt.
Rådet anerkender fordelene ved en fælles standard for de kort, der fremstilles, og bemærker, at en effektiv datafangst kan sikres ved, at offentlige organer skal indberette alle ændringer i geografiske grunddata til fælles offentlige databaser. Alle aktører, såvel offentlige som private, skal have let adgang til disse databaser.
Da reglerne for Kort- og Matrikelstyrelsens virksomhed er offentligt reguleret, kan Konkurrencerådet ikke gribe direkte ind. I stedet har rådet benyttet sig af muligheden for at rette henvendelse til miljøministeren, som efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren skal svare på henvendelsen inden 4 måneder.
Henvendelsen kan findes ved at klikke her og notatet findes ved at klikke her
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Sven Westh (72 26 80 57) eller fuldmægtig Mads Kjærgaard (72 26 81 63).
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.