Pressemeddelelse

Region Hovedstaden og Region Sjælland har overtrådt udbudsreglerne

Klagenævnet for Udbud har i en kendelse slået fast, at Region Hovedstaden og Region Sjælland har overtrådt udbudsreglerne ved at undlade at sende nogle opgaver i udbud.

Region Sjælland har overtrådt udbudsreglerne ved at forlænge en aftale med Mölnlycke Health Care A/S, som burde have været sendt i nyt udbud, så andre leverandører havde mulighed for at byde ind på opgaven.

Region Sjælland og Region Hovedstaden har i fællesskab indgået en aftale med Mölnlycke Health Care A/S og 3M A/S om levering af operationsafdækninger, engangsbeklædninger m.v. Aftalens begyndelsestidspunkt blev udskudt så længe, at der reelt var tale om en ny aftale, som burde have været udbudt på ny.

Vicedirektør i Konkurrencestyrelsen, Kim Sparlund forklarer:

Klagenævnets afgørelse understreger, at det er en alvorlig overtrædelse af udbudsreglerne, der begrænser konkurrencen, når det offentlige indgår kontrakter uden at sende opgaverne i udbud. Derfor er det særlig vigtigt, at der gribes ind i sådanne sager.

Overtrædelserne blev af Klagenævnet betragtet som direkte tildelinger i strid med udbudsreglerne. Direkte tildelinger af kontrakter er en alvorlig overtrædelse af udbudsreglerne, fordi det begrænser konkurrencen. En sund konkurrence i det offentlige giver en bedre udnyttelse af ressourcerne til gavn for både borgere og samfund.

Konkurrencestyrelsen valgte at indbringe sagen for Klagenævnet for Udbud på grund af overtrædelsernes alvorlige og principielle karakter.

Klagenævnet har nu givet Konkurrencestyrelsen medhold i sagen og Region Sjælland og Region Hovedstaden er af Klagenævnet blevet pålagt at betale sagsomkostninger til Konkurrencestyrelsen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Pia Ziegler (72268025) eller fuldmægtig Kathrine Bjørnager Nielsen (72268037).

Yderligere materiale

Læs fakta i sagen

Læs klagenævnets resume af kendelsen

Se også hele klagenævnets kendelse 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.