Pressemeddelelse

Konkurrencerådet styrker analyse af realkreditmarkedet

Økonomiprofessorerne Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Claus Thustrup Kreiner bliver tilknyttet Konkurrencerådets analysearbejde – i første omgang analysen af konkurrencen på realkreditmarkedet.

Direktør i Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger: 

Vi er rigtig glade for, at Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Claus Thustrup Kreiner vil sparre med os og deltage i analysearbejdet. Det styrker vores muligheder for at finde gode løsninger, som kan bidrage til vækst og velstand i Danmark. Analysen af konkurrenceforholdene på realkreditmarkedet bliver den første i det nye setup.
 

Konkurrencerådet opruster de økonomiske kompetencer i sit analysearbejde. Økonomiprofessor og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og økonomiprofessor og tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner, begge fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet, tilknyttes arbejdet med at udarbejde analyserne. 

Den første analyse vedrører konkurrencen på realkreditmarkedet. Efter opfordring fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har Konkurrencerådet således besluttet at igangsætte en analyse af konkurrencen på realkreditmarkedet. Analysen ventes blandt andet at indeholde konkrete anbefalinger til, hvordan konkurrencen på realkreditmarkedet kan styrkes. 

Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgør til sammen en uafhængig konkurrencemyndighed, som udarbejder selvstændige analyser.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på tlf. 4171 5098.

Se pressemeddelelse om analysen af konkurrencen på realkreditmarkedet her

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.