Pressemeddelelse

Landsretsdom: METRO tilbageholdt oplysninger for konkurrencemyndigheder

Grossistvirksomheden Metro Cash & Carry har tilbageholdt centrale oplysninger for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med behandlingen af virksomhedens fusionssag i 2014. Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom, og Metro Cash & Carry skal betale en bøde.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jakob Hald siger:

En fusion, der er godkendt på et forkert grundlag, kan få store skadelige effekter for leverandører, konkurrenter og kunder. Det er derfor helt afgørende, at de virksomheder, der søger om at få deres fusion godkendt, ikke giver konkurrencemyndighederne vildledende og urigtige oplysninger. Det har Metro Cash & Carry gjort i denne sag, og retten har nu slået fast, at det var en overtrædelse af loven.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet Morten Niels Jakobsen siger:

"Jeg er glad for, at vi nu har en meget klar og tydelig landsretsafgørelse om tilsidesættelse af oplysningspligt i forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af fusionsanmeldelser. Det er et vigtigt signal, som landsretten hermed har sendt. Jeg har i øvrigt noteret mig, at landsretten også var enig i, at tiltalen var rejst i forhold til det rette selskab."

Landsretten har stadfæstet byrettens dom til METRO Cash & Carry Danmark Aps, så selskabet skal betale en bøde på 50.000 kroner for at tilbageholde oplysninger for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Retten skriver i sin dom:

Oplysningspligten efter konkurrenceloven ved fusionsanmeldelser indebærer, at den part, som svarer, skal give fuldstændige og udtømmende svar på spørgsmål, som styrelsen stiller. Det tilkommer således Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og ikke parten, at vurdere oplysningernes relevans for fusionssagen.

Euro Cater ønskede at købe to Metro-varehuse i Danmark. I sagen undlod Metro at oplyse om samtlige interesserede købere til virksomhedens aktiviteter i Danmark, selv om Metro blev direkte spurgt om det. Oplysningerne var meget centrale for behandlingen af sagen.

Sagens forløb:

Metro og Euro Cater henvendte sig i oktober 2014 til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at få godkendt Euro Caters overtagelse af to Metro-varehuse i Danmark. På det tidspunkt havde parterne forhandlet indbyrdes i flere måneder.

I november 2014 gav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen parterne besked om, at den umiddelbart ikke kunne godkende fusionen inden for de meget korte frister, som parterne opererede med. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens indledende undersøgelser viste, at fusionen kunne hæmme den effektive konkurrence betydeligt.

Kort efter meddelelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opgav parterne at fusionere. På det tidspunkt havde parterne kun indsendt et udkast til en fusionsanmeldelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, så de lovfastsatte tidsfrister var ikke begyndt at løbe.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmeldte i januar 2015 Metro til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for at have tilbageholdt oplysninger.

I april 2017 idømte Retten i Glostrup Metro en bøde på 50.000 kroner for at have tilbageholdt oplysninger i forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af selskabets fusionsanmeldelse.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.

  • Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.
  • Fusionskontrollen kan være meget omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke. Og hvordan markederne præcist er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi. Det kan være nødvendigt med en markedsundersøgelse, og ofte skal der gennemføres større økonomiske analyser af forskellige scenarier.
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk, og yderligere 90 dage, hvis den er kompliceret. Fristerne kan forlænges, hvis parterne for eksempel afgiver tilsagn. Uret tikker fra det øjeblik, parterne har indsendt en fuldstændig anmeldelse.
  • Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn. Tilsagn er forslag om ændring af den anmeldte fusion, som parterne selv formulerer og forpligter sig til. For eksempel kan de give tilsagn om at frasælge et forretningsområde i forbindelse med fusionen.
  • Fusionsparterne er forpligtede til at vente med at gennemføre fusionen, indtil den er blevet godkendt. Det kan straffes med bøde, hvis parterne ikke overholder reglerne.

 

 

Dansk fusionskontrol

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.