Pressemeddelelse
45 påbud i sager om ulovlige kortgebyrer
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har givet påbud til 45 virksomheder om at fjerne ulovlige betalingskortgebyrer, som de har opkrævet hos forbrugerne. Påbuddene er givet, efter det sidste år blev forbudt for virksomheder at opkræve gebyrer, når forbrugerne betaler med deres kort på nettet eller i en butik.
Et gebyr på 269,78 kroner opkrævet i forbindelse med køb af en rejse. Og 10,50 kroner i gebyr opkrævet ved køb af et gavekort på nettet.
Det er eksempler på nogle af de sager, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har behandlet, siden det blev ulovligt for virksomheder at opkræve gebyrer ved betaling med kort.
I 2018 modtog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sammenlagt 221 henvendelser om kortgebyrer. Styrelsen har givet påbud i 45 af sagerne om at fjerne gebyrerne. Blandt virksomhederne, som har fået et påbud, er eksempelvis caféer og restauranter, apoteker, fysiske butikker og netbutikker.
Med de nye betalingsregler blev det forbudt at opkræve kortgebyrer, når forbrugerne betaler med deres kort. Vi har kunnet konstatere, at nogle virksomheder fortsatte med at opkræve gebyrer, efter forbuddet var trådt i kraft. De virksomheder har fået et påbud om at stoppe opkrævningerne,
siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Michael Høg Riis.
Forbuddet mod kortgebyrer gælder for de mest almindelige betalingskort. Reglerne gælder uanset, om forbrugeren handler i en fysisk butik eller på nettet.
Tidligere var reglerne for kortgebyrer forskellige afhængig af, hvilket betalingskort forbrugeren brugte, og om forbrugeren handlede på nettet eller i en fysisk butik. I dag er kortgebyrer som udgangspunkt forbudt, og reglerne er ens, uanset om man køber på nettet eller i en fysisk butik. Det har gjort det nemmere for forbrugerne at navigere,
siger Michael Høg Riis.
For firmakort og enkelte korttyper, såsom fx American Express og Diners Club, kan der fortsat være kortgebyrer. Det skyldes, at American Express og Diners Club indgår direkte aftaler med både forbrugeren og forretningen om brug af kortet. De er dermed ikke omfattet af forbuddet mod opkrævning af gebyrer.
Sådan er reglerne for kortgebyrer
- Virksomheder må som udgangspunkt ikke opkræve et gebyr af dig, når du betaler med dit betalingskort
- Forbuddet gælder, uanset om du handler på nettet eller i en fysisk butik, og uanset om du betaler med et debetkort eller et kreditkort.
- Forbuddet gælder i hele EU.
- For enkelte korttyper, fx American Express og Diners Club, gælder reglerne ikke. Reglerne gælder heller ikke ved betaling med firmakort. Overvej derfor, hvilket kort du vil betale med.
- Betaler du med din mobil, må butikken ikke opkræve et gebyr, hvis betalingstransaktionen er knyttet til et betalingskort. Er den mobile betalingsløsning baseret på en konto-til-konto overførsel, hvor pengene overføres direkte fra kundens konto til butikkens konto, må butikken godt opkræve et gebyr.
- Du kan klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis du bliver opkrævet et ulovligt kortgebyr
Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk
Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om forretningers opkrævning af gebyrer
For yderligere information:
Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.