Pressemeddelelse

Tøjproducent får bøde på 500.000 kroner for at diktere priser hos forhandler

Retten i Aalborg har dømt den danske producent af sportstøj, Fusion ApS, til at betale en bøde på 500.000 kroner for at have krævet, at en forhandler overholdt mindstepriser på virksomhedens produkter. En ledende medarbejder er også dømt for sin medvirken til overtrædelsen.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen, siger:

Forhandlere skal selv kunne sætte prisen på de varer, de sælger. Når en producent dikterer mindstepriser, holder det prisen på produkterne oppe, og den effektive konkurrence bliver sat ud af kraft. Det går ud over forbrugerne, der i sidste ende kan betale for meget for deres varer.

Fusion ApS har i perioden fra 14. september 2017 til 19. december 2017 håndhævet virksomhedens vejledende priser som minimumspriser hos en forhandler, der solgte virksomhedens tøj af mærket ”Fusion”. Det er en overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser.

Retten i Aalborg har dømt Fusion ApS til at betale en bøde på 500.000 kroner, og en ledende medarbejder fra virksomheden har fået en bøde på 50.000 kroner.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Se pressefoto af Bitten Thorgaard Sørensen

Lyt til podcast om konkurrenceloven

 

Bindende videresalgspriser

En forhandler skal have mulighed for selv at bestemme sine salgspriser. Det er derfor forbudt, hvis en leverandør aftaler med sin forhandler, at forhandleren skal sælge produkterne til en bestemt pris. Det gælder også, hvis leverandøren belønner sin forhandler for at følge et vist prisniveau, fx ved at tilbyde en bonus, eller straffer forhandleren for ikke at gøre det, fx ved at afbryde leverancerne. Dette udgør en bindende videresalgspris og er ulovligt efter konkurrencereglerne.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.