Pressemeddelelse
EU’s nye Google-sag har dansk bevågenhed
EU Kommissionen har netop oplyst, at den åbner en sag mod Google om brud på konkurrencereglerne. Sagen vedrører køb og salg af online reklame, som længe har haft de danske konkurrencemyndigheders opmærksomhed. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har været i dialog med EU Kommissionen om sagen.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald siger:
”Det giver god mening, at EU Kommissionen nu åbner en sag mod Google vedrørende online reklamer. Det er en sag, vi også har været optaget af for så vidt angår det danske marked, og som vi har drøftet med EU Kommissionen. Markedet for online reklamer er i stærk vækst, og det har stor betydning for danske forbrugere og virksomheder ved handel på nettet.”
Reklamer på nettet har betydning for stort set alle danske forbrugere, der handler på nettet, og danske virksomheder, der sælger deres produkter på nettet. Nu åbner EU Kommissionen en sag mod Google om brud på konkurrencereglerne på området. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har været i dialog med EU Kommissionen om sagen.
Det er et teknisk kompliceret område. For eksempel fastsættes priserne typisk ved brug af auktioner og algoritmer, som kan være svære at gennemskue. Indsamlingen af data om forbrugerne spiller en væsentlig rolle, og det samme gør antallet af brugere på platformen, hvor annoncerne skal vises. I mange tilfælde er det Googles teknologi (ad tech), der bliver brugt til både at sælge og købe reklamepladsen.
For nylig har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggjort analysen ”Online reklame i Danmark”, som sætter fokus på de særlige konkurrencemæssige forhold ved køb og salg af online reklame og ikke mindst Googles indflydelse herpå. I analysen skønnes det, at Googles samlede annonceindtægter i Danmark i 2018 var godt fire milliarder kroner.
Det er vigtigt, at der er stærk håndhævelse af konkurrencereglerne på det digitale område. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor prioriteret at afdække den digitale økonomi. Arbejdet i styrelsens Center for Digitale Platforme har ført til, at Konkurrencerådet har truffet flere afgørelser om overtrædelser af konkurrenceloven på markeder med digitale platforme, og styrelsen har udgivet en række artikler og analyser på området. Blandt andet en artikel om brugen af prisalgoritmer og deres betydning for konkurrencen samt en artikel om digitale platformes indsamling af brugerdata.
Også andre nationale konkurrencemyndigheder og EU Kommissionen prioriterer den digitale økonomi højt.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
- Læs pressemeddelelsen fra EU Kommissionen
- Læs analysen ”Online reklame i Danmark”
- Vi har samlet Konkurrencerådets afgørelser og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyser, artikler, podcast med videre om den digitale økonomi på vores hjemmeside
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.