Pressemeddelelse
Konkurrencerådet offentliggør anbefalinger til styrket konkurrence i apotekersektoren
I forlængelse af analysen ”Konkurrencen i apotekersektoren” præsenterer Konkurrencerådet seks anbefalinger til, hvordan konkurrencen i apotekersektoren kan styrkes og være med til at sikre lavere priser og bedre service.
Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:
Anbefalingerne til at forbedre konkurrencen i apotekersektoren tager udgangspunkt i de konkurrencemæssige problemer, som vi påpegede i vores analyse fra foråret. Vi mener, der er gode muligheder for at ændre reguleringen, således at konkurrencen styrkes til gavn for borgerne – samtidig med at de vigtige samfundsmæssige hensyn bag reguleringen fortsat varetages.
Apotekerne har en høj egenkapitalforrentning, og apotekejernes indtjening er også høj sammenlignet med andre ejere i den private sundhedssektor. Det understøtter, at konkurrencen på apotekermarkedet ikke er velfungerende, hvilket blandt andet skal ses i lyset af unødigt konkurrencebegrænsende regulering.
Konkurrencerådet har de senere år prioriteret farmaområdet og den private sundhedssektor i håndhævelsen og i analysearbejdet. Analysen af apotekersektoren indgår i dette arbejde, og den kan også ses som en opfølgning på en fællesnordisk rapport om samme emne, som blev offentliggjort i 2021.
Konkurrencerådet offentliggør i dag seks anbefalinger til at styrke konkurrencen i apotekersektoren. Anbefalingerne følger op på analysen ”Konkurrencen i apotekersektoren”, som Konkurrencerådet offentliggjorde i marts 2022.
Analysen viste blandt andet, at apotekejernes indtjening er steget og er relativ høj på trods af, at der er regulering, som begrænser sektorens avance. Indtjeningen i sektoren skal ses i sammenhæng med, at apotekerne har et delvist offentligt finansieret monopol på salg af apoteksforbeholdt medicin, og at driften er forbundet med relativ begrænset økonomisk risiko. Samtidig giver reguleringen apotekerne en fordelagtig position inden for frihandelsvarer, hvor de er i konkurrence med andre forretninger.
I 2019 forrentede apotekerne deres egenkapital med 26 procent. Det er en relativ høj forrentning i forhold til et rimeligt skøn for et forventet afkast. Egenkapitalforrentningen er dog faldet siden 2015, hvor der blev gennemført en reform, som styrkede konkurrencen i sektoren. Analysen viser desuden, at en apotekejer i gennemsnit tjener 2,3 millioner kroner årligt, og at indtjeningen er forøget væsentligt de senere år. Overskudsgraden for apoteker har de seneste år ligget højere end supermarkeder, men på niveau med andre dele af detailhandlen.
Alle Konkurrencerådets anbefalinger til at styrke konkurrencen i apotekersektoren tager hensyn til, at det fortsat skal være let og sikkerhedsmæssigt forsvarligt for borgere i hele Danmark at få adgang til lægemidler. De to første anbefalinger har til hensigt at sikre lavere priser på lægemidler, mens hensigten med de øvrige anbefalinger er at styrke konkurrence og innovation i sektoren via strukturelle indgreb:
- Anbefaling 1: Der indføres generisk ordination for receptpligtige lægemidler, så den praktiserende læge udelukkende skal vælge indholdsstof, lægemiddelform og varighed af behandling, medmindre der er lægefaglige grunde til at vælge et bestemt lægemiddel.
- Anbefaling 2: Der indføres maksimale udsalgspriser på de lægemidler, der har vundet 14-dagesauktionerne, som apotekerne sælger til forbrugerne, i stedet for faste udsalgspriser. Det vil indebære, at nogle kunder får adgang til billigere medicin, mens ingen kommer til at betale mere end i dag.
- Anbefaling 3: Kravet om en uddannelsesmæssig baggrund som farmaceut for at kunne få en bevilling til at drive apotek afskaffes, så andre end farmaceuter kan eje et apotek.
- Anbefaling 4: Etableringsretten udvides for personer, der har en apotekerbevilling, så ejerne selv kan bestemme antallet af apoteker, placering m.v.
- Anbefaling 5: Ved bestemmelse om at oprette, nedlægge og flytte apoteker afskaffes hensynet om, at omkringliggende apoteker bør få mulighed for at opnå et rimelig tilfredsstillende driftsøkonomisk resultat.
- Anbefaling 6: Udligningsordningen afskaffes og erstattes med en model, hvor kun lukningstruede apoteker, der samtidig dækker et særligt forsyningsmæssigt behov, understøttes.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Links
- Læs artiklen " Anbefalinger til at styrke konkurrencen i apotekersektoren" (september 2022)
- Læs eller lyt til en oplæst version af artiklen ”Konkurrencen i apotekersektoren” (marts 2022)
- Læs om fællesnordisk rapport ”Regulering lægger en dæmper på danske onlineapoteker” (april 2021)
- Pressefotos af Christian Schultz
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.