Pressemeddelelse
Konkurrencerådet griber ind i Norlys’ køb af Telias danske aktiviteter
Konkurrencerådet har godkendt Norlys’ køb af Telias danske forretning med mobiltelefoni, bredbånd og tv. Med godkendelsen følger en række krav til Norlys, så fusionen ikke vil skade forbrugere, som har behov for bredbånd eller mobiltelefoni.
Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:
Vi har været bekymrede for, at Norlys’ køb af Telias danske forretning ville stille forbrugere, som køber bredbånd eller mobiltelefoni ringere. Norlys har med sit tilsagn om, at konkurrenter inden for salg af bredbånd kan få adgang til hele Norlys’ fibernet på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår, fjernet disse bekymringer, så vi kunne godkende fusionen.
Konkurrencerådet har godkendt Norlys’ køb af Telia Company AB’s danske aktiviteter. Godkendelsen sker, efter at Norlys har afgivet bindende tilsagn, der fjerner Konkurrencerådets konkurrencemæssige betænkeligheder.
Tilsagnet forpligter Norlys til at give konkurrenter inden for salg af bredbånd adgang til sit fibernet i Danmark på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår. I forbindelse med to tidligere fusioner har Norlys afgivet tilsvarende tilsagn, men Norlys er nu forpligtet til at åbne hele sit fibernet, inklusive fibernet, der etableres fremover.
Konkurrencemyndighederne har især haft betænkeligheder ved, at Norlys får tilføjet mobiltelefoni til sin produktportefølje efter overtagelsen af Telias danske aktiviteter. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser har vist, at muligheden for også at sælge mobiltelefoni kan gøre det mere attraktivt for Norlys at udnytte sin stærke position på fiberinfrastruktur til at begrænse konkurrencen inden for salg af bredbånd. I tillæg hertil kan Norlys koble salget af mobiltelefoni med bredbånd, hvilket potentielt vil gøre det sværere for konkurrenter at konkurrere inden for mobiltelefoni. Disse betænkeligheder er fjernet med tilsagnet fra Norlys.
I forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af fusionen, har konkurrenter til Norlys blandt andet givet udtryk for, at konkurrencen på bredbåndsmarkedet generelt kunne være bedre. Fusionskontrollen kan dog alene anvendes til at løse konkurrencemæssige problemer som direkte følger af fusionen.
Norlys ejer blandt andet fiberinfrastruktur i store dele af Jylland og har derigennem aktiviteter inden for engrossalg af fastnet bredbåndsløsninger. Norlys har desuden aktiviteter inden for blandt andet detailsalg af bredbånds- og tv-løsninger og elforsyning.
Telia Company AB’s danske aktiviteter omfatter engros- og detailsalg af mobiltelefoni samt detailsalg af fastnet bredbånds- og tv-løsninger.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Tilsagn i fusionssager
- Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn.
Tilbudte tilsagn skal fuldstændigt fjerne konkurrenceproblemerne, og de skal i enhver henseende være komplette og effektive. - Virksomheden formulerer selv tilsagnene.
- Tilsagnene forpligter virksomheden til at handle eller undlade at handle på en bestemt måde.
- Tilsagnene er bindende. Godkendelsen af fusionen kan tilbagekaldes, eller det kan straffes med bøde, hvis virksomhederne ikke overholder tilsagnene.
Dansk fusionskontrol
- Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.
- Fusionskontrollen kan være omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke. Og hvordan markederne præcist er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk, og yderligere 90 dage, hvis den er kompliceret. Fristerne kan forlænges, hvis parterne for eksempel afgiver tilsagn. Uret tikker fra det øjeblik, parterne har indsendt en fuldstændig anmeldelse.
- Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn. Tilsagn er forslag om ændring af den anmeldte fusion, som parterne selv formulerer og forpligter sig til. For eksempel kan de give tilsagn om at frasælge et forretningsområde i forbindelse med fusionen.
- Fusionsparterne er forpligtede til at vente med at gennemføre fusionen, indtil den er blevet godkendt. Det kan straffes med bøde, hvis parterne ikke overholder reglerne.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.