Pressemeddelelse
Mange børn og unge ønsker at være mindre på sociale medier
Sociale medier udgør en væsentlig del af børn og unges hverdag. Især piger og unge med lav selvkontrol har et ønske om at bruge deres tid på noget andet. Det viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse, der blandt andet bygger på skærmbilleder fra knap 2.000 børn og unges telefoner.
Over halvdelen af de unge i aldersgruppen 18-25 år finder deres tidsforbrug på sociale medier passende, men 40 procent synes, det er for højt. For børn i aldersgruppen 8-12 år er det 25 procent, der synes, de bruger for meget tid, mens tallet for gruppen af de 13-17 årige er 35 procent.
I en ny undersøgelse kortlægger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen børn og unges egne oplevelser af deres tid på sociale medier.
Det er især børn og unge, som ifølge analysen har en lav grad af selvkontrol, samt piger, der bruger mere tid på de sociale medier end de ønsker. Undersøgelsen viser også, at de børn og unge, som udviser flest tegn på at være afhængige af et eller flere sociale medier oplever, at de bruger dem for meget.
Resultaterne bygger på data indsamlet i forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse ”Young Consumers and Social Media” fra februar 2025. Disse data stammer blandt andet fra skærmbilleder fra knap 2.000 børn og unges telefoner. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har nu hentet mere detaljerede oplysninger ud af undersøgelsen og fremlægger de nye resultater i artiklen ”Børn, unge og forældre på sociale medier: Tid, vaner og oplevet forbrug”. Artiklen indeholder blandt andet flere nye detaljer om brugen af konkrete sociale medier.
98 procent af danske børn og unge i alderen 8-25 år er på mindst et socialt medie, og de har i gennemsnit profiler på seks platforme.
Youtube topper listen som mest udbredte sociale medie, da 82 procent af de 8-25-årige har en profil her. Tiktok er det sociale medie, der tager mest af brugernes tid. Børn og unge, som er på Tiktok, bruger i gennemsnit næsten to timer dagligt på dette medie, hvilket er over det dobbelte af nummer to, som er Snapchat, hvor det gennemsnitlige dagligt tidsforbrug er på knap en time. Omkring halvdelen af alle børn og unge har en profil på Tiktok.
I juni 2025 offentliggjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen resultaterne af et adfærdsvidenskabeligt eksperiment, som viste, at simple greb kan nedbringe unges tid på sociale medier markant uden at ødelægge deres oplevelse eller give dem følelsen af, at de går glip af noget. Eksperimentet knyttede små interventioner til de unges brug af sociale medier. Det kunne for eksempel være en seks sekunders ventetid med en beroligende animation, før et socialt medie kunne åbnes.
Links
- Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens artikel ”Børn, unge og forældre på sociale medier: Tid, vaner og oplevet forbrug” (november 2025)
- Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse ”Young Consumers and Social Media” (på engelsk – februar 2025)
- Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse ”Mindre automatik og mere autonomi i unges forbrug af sociale medier (juni 2025)
- Lyt til podcasten Unge forbrugere og sociale medier (februar 2025)
- Lyt til podcasten Sådan faldt unges forbrug af sociale medier markant (juni 2025)
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.