EU-sanktioner

Styrelsens rolle

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er udpeget som national kompetent myndighed i Danmark, når det kommer til at håndhæve EU's sanktioner mod Rusland om offentlige kontrakter. Her finder du information om styrelsens ansvar og pligter.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opgaver

Ifølge lov 736 af 13. juni 2023 og bekendtgørelse nr. 823 af 16. juni 2023 er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udpeget til national kompetent myndighed for håndhævelse af EU's sanktioner mod Rusland i forordningens artikel 5k.

Som national kompetent myndighed har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til opgave at:

  1. Træffe afgørelser om, hvorvidt en offentlig ordregiver kan benytte sanktionsforordningens artikel artikel 5k, stk. 2, der undtagelsesvist tillader tildeling og fortsat gennemførelse af offentlige kontrakter
  2. Forfølge overtrædelser af EU's sanktionsforordning artikel 5k, stk. 2 

Begge forhold fremgår af bekendtgørelse nr. 823 af 16. juni 2023, som trådte i kraft d. 1. juli 2023.

Gå til bekendtgørelse nr. 823 af 16. juni 2023 (retsinformation.dk)

1. Træffe afgørelser om at undtage en kontrakt fra EU's sanktionsforordning

Forud for kontraktindgåelse eller videreførelse af en offentlig kontrakt omfattet af EU´s sanktioner i forordningens artikel 5k, stk. 2, skal offentlige ordregivere indhente en skriftlig tilladelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Styrelsen foretager en høring af grundlaget for tilladelsen hos relevante myndigheder inden sin afgørelse om tilladelse.

Desuden er styrelsen ansvarlig for at underrette EU-Kommissionen og EU´s medlemsstater om de tilladelser, der udstedes i Danmark til at benytte sanktionsforordningens undtagelsesregler i artikel 5k, stk. 2. 

Læs mere om reglerne for, hvornår du som offentlig ordregiver skal indhente en skriftlig tilladelse

2. Forfølge overtrædelser af EU's sanktionsforordning

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan blive opmærksom på en potentiel overtrædelse af sanktionerne efter underretning eller af egen drift.

Såfremt styrelsen bliver opmærksom på en potentiel overtrædelse, vil styrelsen undersøge denne nærmere og afgøre om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge forholdet yderligere. 

Viser undersøgelsen, at en kontrakt er indgået eller opretholdt med en leverandør, omfattet af forbuddet, uforsætligt eller i god tro, vil styrelsen rette henvendelse til den pågældende ordregiver med henblik på, at forholdet lovliggøres.

Såfremt det ikke sker uden ugrundet ophold, er styrelsen ansvarlig for at indgive en politianmeldelse og/eller indbringe sagen til Klagenævnet for Udbud eller for domstolene.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål om en konkret sag eller en mere generel henvendelse vedr. EU’s sanktioner om offentlige kontrakter, er du velkommen til at kontakte os på mail:

sanktioner@kfst.dk

 

Vejledning

Vejledning om EU’s sanktioner mod Rusland

Vejledningen gennemgår blandt andet opmærksomhedspunkter ved tildeling eller videreførelse af offentlige kontrakter samt mulighed for undtagelse fra sanktionerne. 

Se vejledning om sanktioner mod Rusland
Guide til underretning

Har du mistanke om en overtrædelse?

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hører gerne fra dig, hvis du har mistanke om en potentiel overtrædelse.

Se guide til underretning