Afgørelse
Nummer
Canons garantibestemmelser for Canon-printere
Klage over Canons garantibestemmelse godkendes ikke.
Rådsmødet den 30. september 1998
Konkurrencestyrelsen har i henhold til konkurrencelovens § 14, stk. 1 henlagt en klage over Canons garantibestemmelser.
Sagen var rejst på baggrund af en afgørelse i Forbrugerklagenævnet. En mindre virksomhed havde købt en Canon-printer. Der opstod en fejl på printerhovedet og virksomheden indleverede printeren med henblik på at få den repareret inden for garantien. Leverandøren, Bruhn A/S, som skulle forestå reparationen, ville ikke gratis reparere printeren, da der sad en uoriginal blækpatron i printeren. Man henviste til Canons garantibestemmelser, som er udformet således, at garantien bortfalder, hvis fejl eller skade er forårsaget af forbrugsstoffer, som ikke er kompatible med Canons. Kompatibilitet sikres ved at anvende forbrugsstoffer, som anbefales af Canon.
Forbrugerklagenævnet fandt, at forhandleren af det uoriginale blæk havde forhandlet det uden at omtale en mulig risiko for, at brug af blækket kunne skabe problemer. I nævnets kendelse findes forhandleren og leverandøren af det uoriginale printerblæk solidarisk erstatningsansvarlige for den skade, der er opstået ved printerhovedet.
Styrelsen fandt, at det burde afklares, om Canon med sine garantibestemmelser har indført en ordning således, at konkurrerende blækfabrikanter er afskåret fra at sælge printerblæk til Canon-printere i garantiperioden.
Bruhn A/S har over for styrelsen forklaret, at man ikke praktiserer begrænsninger i forbrugerens ret til afhjælpning af materialefejl, selvom der anvendes forbrugsstoffer af et alternativt mærke. Garantien gælder således selvom der er anvendt andre forbrugsstoffer end Canons. Skader, som er forårsaget af fremmede forbrugsstoffer kan dog ikke anerkendes som produktfejl ved Canons produkter.
Producenter af alternativ printerblæk kan ved henvendelse til Canon eller en Canon-distributør få afprøvet kompatibiliteten af den alternative blæktype og herefter opnå Canons anbefaling.
Konkurrencestyrelsen vurderede herefter, at Canon ikke forskelsbehandler alternative forbrugsstoffer eller udelukker disse fra at opnå Canons anbefaling. Da der er tale om følsomt udstyr fandt styrelsen ikke grundlag for at kritisere det forhold, at Canon kun vil anbefale alternative forbrugsstoffer, som har gennemgået en af Canon tilrettelagt test.