Afgørelse
Nummer
2:800-427, kl/infrastruktur
Falcks priser mv. i forbindelse med nødreparationer under stormen den 3. december 1999 var ikke et misbrug af en dominerende stilling
Der var ikke tale om misbrug af dominerende stilling, i forbindelse med Falcks adfærd overfor regningskunder med akut udbedring af skader.
Sagen blev oprindelig rejst af Bornholms Brandforsikring. Sagen vedrørte Falcks priser mv. for akutte nødreparationer under stormen den 3. december 1999. Konkret drejede det sig om følgende forhold: 1) at Falck generelt under stormen hævede sine priser over for regningskunder med 35 pct. uden at orientere kunderne herom på forhånd 2) at Falck i de tilfælde, hvor der blev benyttet underleverandør, foretog en betydelig overfakturering i forhold til arbejde, som Falck selv havde udført og 3) at Falcks regninger ikke var specificeret, hvorfor man ikke kunne se årsagen til stigningen i forhold til de gældende takster.
Konkurrencestyrelsen fastslår i sin afgørelse til Falck, at selskabets adfærd overfor regningskunder i forbindelse med akut udbedring af skader efter stormen ikke udgør et misbrug af en dominerende stilling i henhold til konkurrenceloven. Falck har med en markedsandel på markedet for skadesservice på ca. 15 pct. ikke en dominerende stilling jf. konkurrencelovens § 11.
Styrelsen peger i afgørelsen på, at det kan være vanskeligt at tage højde for ekstraordinære situationer. Styrelsen anfører videre i afgørelsen til Falck, at priser som udgangspunkt bør fastsættes på basis af faktiske omkostninger. Styrelsen er derfor ikke modstander af pristillæg til imødegåelse af evt. udgifter til ekstraordinære nødsituationer. Endelig slår styrelsen fast, at der vil være tale om et misbrug i konkurrencelovens forstand, hvis en dominerende virksomhed foretager en sådan prisregulering efterfølgende overfor kunderne. Ifølge konkurrencelovens § 11, stk. 3, nr. 1, er påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller andre urimelige forretningsbetingelser forbudt.
Styrelsen har med afgørelsen ikke taget stilling til om Falcks adfærd strider med anden lovgivning.
Falck har i forbindelse med sagen erkendt, at selskabet i forbindelse med akut udbedring af bygningsskader hos regningskunder under stormen, efterfølgende indførte og opkrævede et særligt stormtillæg til dækning af selskabets meromkostninger. Falck mener ikke at tillægget er urimeligt, når man tager de specielle omstændigheder i betragtning. Tillægget dækker langt fra Falcks faktiske omkostninger i den helt ekstraordinære situation og det var ikke muligt at indregne meromkostningerne i selskabets normale overheadomkostninger. Det er Falcks politik, at give faste abonnementskunder første prioritet. Regningskunderne er marginale kunder, som belastningsmæssigt ligger ud over det faste beredskab, og evt. omkostninger hertil indregnes derfor ikke i overheadomkostningerne.