Afgørelse
Nummer
2:8032-1158/kl/infrastruktur
Godkendelse af samarbejdsaftale mellem DSB og Bornholmstrafikken
En samarbejdsaftale mellem DSB og Bornholmstrafikken om transport af passagerer mellem København og Bornholm var omfattet af en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 for den anmeldte aftale, da den ikke, efter de forhold som Konkurrencestyrelsen har kendskab til, er omfattet af forbuddet i § 6, stk. 1.
Konkurrencestyrelsen har ved afgørelse af 4. august 2000 godkendt en samarbejdsaftale mellem DSB og Bornholmstrafikken om transport af passagerer mellem København og Bornholm.
Ved afgørelsen er der meddelt DSB Passagertog og Bornholmstrafikken en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 for den anmeldte aftale, da den ikke, efter de forhold som Konkurrencestyrelsen har kendskab til, er omfattet af forbuddet i § 6, stk. 1.
Formålet med samarbejdsaftalen er at kunne tilbyde kunderne en ny konkurrencedygtig transportmulighed mellem København og Bornholm med væsentlig kortere rejsetid, flere afgange og højere komfort end hidtil. Baggrunden er etableringen af den faste forbindelse over Øresund, DSB’s åbning af en ny InterCity rute mellem København og Ystad og Bornholmstrafikkens indsættelse af en hurtigfærge mellem Ystad og Rønne.
Samarbejdsaftalen vil skabe øget konkurrence mellem transportformerne, der ud over det nye tilbud om fatter passagertransport med indenrigsfly, langtursbus og andre færgeruter (mellem København og Rønne).
Samarbejdet er ikke-eksklusivt og forhindrer ikke tredjeparter i at indgå lignende samarbejdsaftaler med hver af parterne.
Aftalen indeholder en bestemmelse om reservation af faste kontingenter til DSB’s passagerer på færgerne. Parterne har oplyst, at bestemmelsen ikke giver problemer for konkurrerende ruters adgang til færgerne, ligesom kontingenterne ikke fører til uudnyttet kapacitet i færgerne.