Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0669/Fødevarer og Finans/pr

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Klage over KMD og Told & Skat

Kruse Print Systems klage over KMD og Told & Skat gav ikke anledning til nærmere undersøgelse, da hverken KMD eller Told & Skat havde overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling som følge af økonomisk besparelse.

Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. meddelt Kruse Print System (KPS), at virksomhedens klage over KMD og Told & Skat ikke giver styrelsen anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af sagen.

KPS er en virksomhed, der bl.a. gennem en årrække mod betaling har leveret såkaldt elektroniske blanketter til en lang række kommuner. Disse elektroniske blanketter blev leveret som formbokse/indstikskort til montering på kommunernes printere.

Det elektroniske forskudsregistreringssytem, der anvendes af landets kommuner og Told & Skat, men som er udviklet af og driftafvikles hos KMD, kunne frem til efteråret 1999 ikke medsende kommandoer til udskrift af blanketter, grafik m.v. Med produktet fra KPS var det alligevel muligt for de enkelte kommuner at udskrive skattekort til borgerne ved ændring i forskudsskatten.

For at dette system kunne fungere, var det imidlertid nødvendigt, at datastrømmen fra KMD indeholdt et kald (kommandoer) til KPS’s produkt. Disse kald blev af KMD indarbejdet og vedligeholdt i den software, der udgør forskudsregistreringssystemet.

Efteråret 1999 ændrede KMD programmet efter ønske fra Told & Skat. Ved ændringen har Told & Skat valgt en printerløsning, så kommunerne kan udskrive blanketter fra programmet, uden at det er nødvendigt at benytte produktet fra KPS. Til gengæld indeholder datastrømmen nu ikke længere kald til produktet fra KPS. Da Told & Skat ikke længere har brug for denne facilitet i deres program, ønsker de ikke betale KMD for at indføje disse koder. KMD har under behandlingen af sagen tilbudt at indføje disse koder men mod betaling.

KPS har i klagen gjort gældende, at KMD og evt. også Told & Skat kan have overtrådt konkurrencelovens § 11 bl.a. ved at nægte at levere en datastrøm, som gør det muligt at benytte blanketløsningen fra KPS. Samtidig fandt KPS, at aftalen mellem Told & Skat og KMD kunne udgøre en overtrædelse af konkurrencelovens § 11 a, idet Told & Skat, der er en ren statsinstitution, har givet KMD en fortrinsstilling ved kun at forsyne KMD med data.

Konkurrencestyrelsen har i sin afgørelse ikke foretaget en egentlig afgrænsning af det relevante marked.

Dette skyldes, at det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at der ikke er grundlag for at antage, at Told & Skat har misbrugt nogen dominerende stilling. Told & Skats valg af printerløsning er efter det oplyste begrundet i saglige forhold. Bl.a. har ændringen medført, at Told & Skat har fået reduceret antallet af printprogrammer fra 3 til 1 (foruden KPS var der på markedet 2 andre leverandører af elektroniske blanketter. Også kald til disse leverandørers produkter skulle indarbejdes i forskudsregistreringssystemet.). Af denne grund har Told & Skat opnået en økonomisk besparelse, ligesom ændringen har medført en ensartet printning, uanset om der printes centralt eller decentralt.

Der er heller ikke grundlag for at antage, at KMD misbruger sin stilling. Efter Konkurrencestyrelsens vurdering er der ikke anført nogen saglig begrundelse for, at KMD skulle investere i fortsat at tilføje forskellige koder til programmet, som ikke længere er efterspurgt af Told & Skat, og som der ikke er kunder, der vil betale for.

Konkurrencestyrelsen finder heller ikke, at Told & Skat ved at vælge KMD som leverandør yder konkurrenceforvridende støtte i § 11a’s forstand.