Afgørelse
Nummer
1120-0100-0863/KRA/SEK
Emner
- §11 a - Konkurrenceforvridende støtte
- § 15 - Afvisning
Klage over konkurrenceforvridende støtte til Mandø-centret
Klage over støtte til Fonden for den selvejende institution Mandø-centret blev afvist, da en yderligere undersøgelse af sagen ikke ville kunne føre til indgreb, der ville kunne forbedre konkurrencen på området.
Konkurrencestyrelsen har behandlet en klage over kommunal og amtslig støtte til Fonden for den selvejende institution Mandø-centret. Mandø-centret tilbyder bl.a. lejrskole, diverse naturudstillinger og driver i tilknytning hertil restaurationsvirksomhed.
Ribe Kommune har siden 1990 betalt et årligt tilskud til Mandø-centret. Tilsynsrådet, Ribe Statsamt, har truffet afgørelse om, at Ribe Kommune ikke lovligt kan yde et generelt tilskud til Mandø-centret, idet kommunen skulle sikre sig, at tilskud kun ydes til formål, som kommunen lovligt kan støtte. Ribe Kommune har taget Tilsynsrådets afgørelse til efterretning, så kommunen siden 1. januar 2004 betaler efter regning for de konkrete ydelser, som kommunen modtager.
Konkurrencestyrelsen har besluttet ikke at gå videre med denne del af klagen, jf. konkurrencelovens § 14, da yderligere undersøgelser af sagen ikke vil kunne føre til indgreb, der vil kunne forbedre konkurrencen på området. Dels har Ribe Kommune fremover valgt at rette sig ind efter Tilsynsrådets afgørelse. Dels har Ribe Kommune også hidtil lovligt kunnet støtte opgaverne omkring bl.a. lejrskole og naturudstillinger, idet der blot ikke må ydes et generelt tilskud.
Klagen vedrører endvidere et rente- og afdragsfrit lån ydet af Ribe Amtskommune i 1990, som efterfølgende er blevet forlænget til år 2010. Indenrigs- og Sundhedsministeriet behandler fortsat lovligheden af dette lån, og styrelsen har derfor valgt at afvente ministeriets vurdering og vende tilbage, når denne foreligger.