Afgørelse

Nummer
4/0120-0100-0197/SEK/MIK

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

2006-09-27: Udviklingen i avismarkedet

Konkurrencestyrelsen besluttede ikke at behandle klager fra Nyhedsavisen, da styrelsen havde igangsat en undersøgelse af omfanget af annoncesamarbejdet inden for avismarkedet i forhold til konkurrenceloven.

Rådsmødet den 27. september 2006

I midten af august 2006 modtog Konkurrencestyrelsen to klager over konkurrenceforholdene på avis- og annoncemarkedet. Begge klager var indgivet af Nyhedsavisen, som er en ny daglig husstandsomdelt gratisavis.

I den ene klage anførte Nyhedsavisen, at Det Berlingske Officin og JP/Politiken havde indgået et distributionssamarbejde i strid med § 6 i konkurrenceloven. De to avisvirksomheder udgiver således hver sin husstands-omdelte gratisavis (Dato og 24timer) som omdeles af de samme to distributionsvirksomheder i henholdsvis København og Århus og til de eksakt samme husstande.

På baggrund af klagen bad Konkurrencestyrelsen Det Berlingske Officin og JP/Politiken om bemærkninger. Dertil har begge virksomheder på møder i styrelsen uddybet disse bemærkninger.

24timer har forklaret, at avisen alene omdeles til alle husstande, som ikke i forvejen abonnerer på en avisudgivelse fra JP/Politiken, med mindre abonnenten aktivt anmoder om at modtage 24timer. Distributionen foregår i et nyt distributionsnet, som er udviklet med henblik på at distribuere 24timer, men som i øvrigt som udgangspunkt er et åbent distributionssystem.

Dato har forklaret, at Dato ifølge strategien skal omdeles til alle – også til kunder hos JP/Politiken. I lyset af, at Dato blev iværksat kun ca. én uge før udgivelsen, var det imidlertid alene muligt at koble sig på et eksisterende distributionsnet. Det var således ikke muligt på så kort tid at etablere endnu et distributionsnet. Derfor blev Dato distribueret i det system, som allerede var skabt til at distribuere 24timer, hvilket indebar, at distributøren kun kunne tilbyde distribution til de samme husstande. Det betød, at Dato ikke ville komme hos JP/Politikens kunder. Dato har dog tilføjet, at avisen fra den 11. september 2006 blev distribueret til alle husstande – herunder til JP/Politikens abonnenter. Dato har endvidere oplyst, at de ikke er blevet orienteret om, hvilke husstande der ikke har fået Dato – altså hvilke husstande der er abonnenter hos JP/Politiken.

Det er styrelsens vurdering, at disse oplysninger næppe vil føre til et indgreb efter konkurrenceloven. Derfor har styrelsen besluttet ikke at foretage en nærmere undersøgelse af klagen, jf. § 14 i konkurrenceloven.

I den anden klage har Nyhedsavisen anført, at JP/Politiken overtræder § 11 i konkurrenceloven ved at misbruge en dominerende stilling på markedet for salg af avisannoncer. Misbruget består i, at JP/Politiken dumper sine priser på annoncer i et sådan omfang, at JP/Politiken ikke kan opnå dækning for sine omkostninger (predatory pricing). Nyhedsavisen har desuden anført, at JP/Politikens deltagelse i annoncesamarbejder er i strid med § 6 i konkurrenceloven. Med deltagelse i annoncesamarbejder formår JP/Politiken således at kunne sælge annoncer til ca. 2,1 mio. læsere. Dette sker ved, at JP/Politiken kan sælge annoncer, som også indrykkes i aviser, der ikke ejes af JP/Politiken.

Styrelsen har ligeledes besluttet ikke at undersøge denne klage nærmere på nuværende tidspunkt, jf. § 14 i konkurrenceloven.

Siden introduktionen af gratisaviserne Urban og MetroXpress har avismarkedet udviklet sig hastigt. Senest er der kommet flere nye gratisaviser til, som udkommer både landsdækkende og i mindre områder. Avismarkedet i dag kan således ikke sammenlignes med markedet for bare 3-4 år siden. Konkurrencen mellem de forskellige aviser er intensiveret. For at kunne fastslå, hvem der har en dominerende stilling i markedet er det nødvendigt at udarbejde nye og grundige undersøgelser af markedet. Det er tvivlsomt, om en sådan undersøgelse vil afsløre, at der er en dominerende aktør i markedet. I tilfælde af, at der ikke er en dominerende aktør på markedet, vil § 11 i konkurrenceloven ikke finde anvendelse.

Derimod kan benyttelsen at annoncesamarbejder have en konkurrencebegrænsende effekt samt udgøre en konkurrencebegrænsning i strid med § 6 i konkurrenceloven. Konkurrencestyrelsen har igangsat en undersøgelse af omfanget af annoncesamarbejder samt af deres forenelighed med konkurrencereglerne. Denne undersøgelse er ikke afsluttet, og styrelsen har i det lys besluttet ikke at behandle dette konkrete klagepunkt på nuværende tidspunkt. Når styrelsen har gennemført sin undersøgelse af annoncesamarbejder, forbeholder styrelsen sig dog muligheden for igen at undersøge dette klagepunkt.

Samlet set er det Konkurrencestyrelsens opfattelse, at avismarkedet i øjeblikket præges af hård konkurrence – både om læsere og om annoncekroner. Det gavner såvel avislæsere som annoncører. Konkurrencestyrelsen skal alene gribe ind i markedet, hvis der er en nærliggende og klar fare for, at konkurrencereglerne overtrædes. Af den grund følger Konkurrencestyrelsen udviklingen i markedet nøje.