Analyse
Konkurrencen i advokatbranchen (KFST som uafhængig myndighed)
Advokatbranchen spiller en vigtig rolle i samfundet og for økonomien. Men konkurrencen er udfordret. Det viser Konkurrencerådets analyse ”Konkurrencen i advokatbranchen”.
Konkurrencerådet har analyseret konkurrencen i advokatbranchen. Branchen omsatte i 2018 for 14,7 milliarder kroner og omfatter godt 1.800 firmaer. Knap 70 procent af omsætningen i branchen stammer fra rådgivning af erhvervskunder, godt 11 pct. fra det offentlige, mens 20 procent stammer fra privatkunder og organisationer. De største selskaber sælger altovervejende deres ydelser til erhvervskunder og til det offentlige.
I analysen præsenterer Konkurrencerådet 16 konkrete anbefalinger, som kan styrke konkurrencen samtidig med, at nødvendige samfundshensyn fortsat iagttages. Det er blandt andet et centralt hensyn, at der fortsat er tillid til advokaters uafhængighed.
Anbefalingerne skal blandt andet mindske barriererne for nye aktører og for, at eksisterende virksomheder kan vokse. De skal reducere kundernes udfordringer med at navigere i markedet og finde den bedste juridiske rådgiver. Anbefalingerne vil desuden forbedre konkurrencen om advokatbistand til stat, kommuner og regioner. Endelig lægger anbefalingen op til en væsentlig styrkelse af konkurrencen om konkursboer og bobestyrerboer. Anbefalingerne skaber grundlag for nye forretningsmodeller, som kan øge eksport og produktivitet i Danmark, og som ventes at være til gavn for de danske erhvervs- og privatkunder.
Analysen bygger på en grundig undersøgelse af advokatbranchen i Danmark. Der er indhentet data og anden information fra aktører i markedet, Danske Advokater, Advokatsamfundet, Økonomistyrelsen samt Danmarks Statistiks forskerdatabase. Der er også gennemført spørgeundersøgelser blandt henholdsvis advokatfirmaer, erhvervs- og privatkunder, og der er benyttet resultater fra dansk og international forskning. Desuden har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen holdt møder og været i dialog med en række af branchens aktører, og indarbejdet tekniske og faglige bemærkninger efter en ekstern høring hos relevante interessenter.
Appendiks
- Spørgeskema og svarfordeling for survey blandt advokatfirmaer
- Spørgeskema og svarfordeling for survey blandt erhvervskunder
- Spørgeskema og svarfordeling for survey blandt privatkunder
Høringsvar
Vi offentliggør kun høringssvar fra de parter, der selv har ønsket det.
De viste høringsvarer er afgivet til den version af analysen, som blev sendt i høring primo august 2020, og afspejler derfor bemærkninger til denne version. Siden høringen er analysen justeret, bl.a. på baggrund høringssvarerne. De viste høringssvar tager ikke højde for disse tilpasninger mv. af analysen siden høringsversionen.