Pressemeddelelse

Det går langsomt fremad med konkurrencen

Konkurrenceredegørelse 2008 offentliggøres i dag. Her gør Konkurrencestyrelsen status for konkurrencen i Danmark og sætter fokus på taxibranchen, pensionssektoren og detailmarkedet for el.

Redegørelsen viser, at konkurrencepresset i Danmark er blevet en smule bedre i de senere år. Konkurrencen er især forbedret i de brancher, hvor konkurrenceproblemerne er størst. Antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer er faldet betydeligt siden 2001, og ligger i år på 35. For størstedelen af de udpegede brancher er der tale om, at konkurrenceproblemerne i større eller mindre omfang skyldes offentlig regulering.

Jeg er glad for, at det går fremad. Effektiv konkurrence sikrer, at forbrugerne får mest muligt for deres penge og er en vigtig drivkraft for vækst i hele samfundet. Men der skal et langt sejt træk til for at konkurrencen bliver god nok. Derfor arbejder vi målrettet på at gøre konkurrencen skarpere,
udtaler Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing.

En gennemsnitsdansker betaler stadig ca. 10.000 kroner mere om året for varer og tjenester i forhold til sammenlignelige EU-lande, når priserne korrigeres for forskelle i skatter, afgifter og velstandsniveau. Prisforskellen skyldes bl.a., at konkurrencen i Danmark ikke er så hård som i de øvrige EU9-lande, men også forskelle i forbrugernes præferencer, butikkernes tilbudspolitik og kvalitet kan spille en rolle.

Det handler om at slå hårdt ned på karteller og andre overtrædelser af konkurrenceloven, mindske omfanget af konkurrencebegrænsende regulering, øge konkurrencen om offentlige opgaver og fremme konkurrencekulturen generelt
, forklarer Agnete Gersing. ”En god konkurrencekultur stiller krav til både forbrugere og virksomheder. Forbrugerne skal være aktive og kritiske, og virksomhederne skal presse hinanden maksimalt på både pris og kvalitet”.

I analyserne i Konkurrenceredegørelse 2008 slår Konkurrencestyrelsen fast:

  • At der af konkurrencemæssige hensyn er behov for at se på en modernisering af reguleringen i taxibranchen.
  • At der bør gennemføres en række tiltag for at sikre en større gennemsigtighed og mere effektiv konkurrence i administrationen af pensioner.
  • At effektiv konkurrence på detailmarkedet for el kræver øget for-brugerkendskab til priserne på elektricitet og færre adgangsbarrierer for nye el-leverandører.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Agnete Gersing (7226 8001), eller vicedirektør Christian Ølgaard (7226 8002).

Læs også: 
Konkurrenceredegørelse 2008 

Baggrundsmateriale til pressen 

Kommentarer til Dansk Erhvervs analyse af Konkurrencestyrelsens internationale prissammenligning 

 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.