Pressemeddelelse

Aalborg Havn A/S overtrådte ikke konkurrenceloven ved salget af Østre Havn

Det kommunalt ejede Aalborg Havn A/S ydede ikke ulovlig støtte, da selskabet i 2006 solgte Østre Havn i Aalborg for 42,8 mio. kr. til A. Enggaard A/S. Det har Konkurrencerådet i dag afgjort.

Konkurrencestyrelsen har indhentet en uafhængig vurdering af markedsprisen på salgstidspunktet. Vurderingsmanden fandt, at Østre Havn på salgstidspunktet havde en markedspris på 71,7 mio. kr. Vurderingsmanden fandt imidlertid samtidig, at den vurderede markedspris havde en skønsmargin på 35-50 pct., og at en købesum på ca. 40-100 mio. kr. derfor kunne betragtes som udtryk for den gældende markedspris på salgstidspunktet i 2006.

Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing forklarer:

"På grund af den meget store skønsmargin i markedsprisen ydede Aalborg Havn A/S ikke ulovlig støtte ved salget af Østre Havn til 42,8 mio. kr. Skønsrapporten viser imidlertid, at Aalborg Havn måske kunne have fået en højere pris."

"Hvis Aalborg Havn A/S inden salget af Østre Havn havde gennemført et udbud eller fået foretaget en uafhængig vurdering, ville man have sikret sig, at grunden blev solgt til markedsprisen. Man ville også have undgået en sag i Konkurrencerådet."

"Konkurrencestyrelsen anbefaler generelt, at offentlige myndigheder og virksomheder ved salg af grunde m.v. gennemfører et udbud eller får foretaget en uafhængig vurdering i overensstemmelse med EU-Kommissionens vejledning om det offentliges salg af jord og grunde."

Den store skønsmargin i vurderingen af Østre Havn skyldes, at der i aftalen var en række væsentlige uafklarede forhold, bl.a. uopsigelige lejekontrakter, omkostninger til nedrivning, risiko for forurening, manglende lokalplan for området m.v.

For yderligere information kontakt kontorchef Frederik André Bork (7226 8013).

Relateret materiale

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.