Pressemeddelelse

Forsyningssekretariatet anker Østre Landsret-dom

Østre Landsret gav i februar Slagelse Kommune medhold i stoplov-sagen mod Forsyningssekretariatet. Forsyningssekretariatet har valgt at anke dommen til Højesteret.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen, siger:

Det her er et vigtigt og principielt område for os. Det er fortsat vores opfattelse, at Forsyningssekretariatet har til opgave at føre tilsyn med, at kommunerne ikke uretmæssigt trækker penge ud af vandselskaberne. Dommen fra Østre Landsret betyder, at vi ikke kan gribe ind, hvis en kommune køber løbende ydelser for billigt af vandselskabet. Derfor anker vi dommen til Højesteret.

Forsyningssekretariatet har tidligere afgjort, at et stort antal danske kommuner betalte for lidt for afledning af vand fra de kommunale veje til spildevandsselskaberne i perioden 2007-2011. To af sagerne vedrørte Slagelse Kommune.

På vegne af Slagelse Kommune har Kommunernes Landsforening (KL) lagt sag an mod Forsyningssekretariatet for at få de to afgørelser underkendt. Den 13. februar gav Østre Landsret Slagelse Kommune medhold.

For yderligere oplysninger kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kommunikationschef, Hanne Arentoft, tlf. 41 71 50 98.

Læs dommen fra Østre Landsret.

Læs pressemeddelelse om Østre Landsret-dommen

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.