Pressemeddelelse

Danske Bank og Nets har overtrådt betalingstjenesteloven

Danske Bank og Nets’ datterselskab Teller har i strid med betalingstjenesteloven forpligtet erhvervsdrivende til ikke at overvælte gebyrer for bestemte betalingsløsninger på forbrugerne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udstedt påbud. Begge selskaber har ændret deres kontrakter.

Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Martin Nyvang siger: 

Danske Bank og Nets må ikke forhindre butikkerne i at opkræve gebyrer fra kunderne for brug af betalingskort. Det vil medføre en ulige konkurrence mellem forskellige udbydere af betalingsløsninger. Vi er derfor tilfredse med, at praksis er blevet ændret.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påbyder Danske Bank ikke at anvende betingelser, der hindrer virksomheder, som anvender MobilePay, i at opkræve gebyrer fra deres kunder for brugen af MobilePay.

Samtidig påbyder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Teller at sikre, at virksomheden fremadrettet i sine kontrakter om indløsning af internationale betalingskort ikke indfører vilkår i strid med betalingstjenesteloven. Det var tilfældet i en tidligere kontrakt mellem Teller og Magasin A/S. Endvidere påbyder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Teller inden 1. maj 2016 at sikre, at andre gældende kontrakter ikke indeholder vilkår, der overtræder reglerne.

Danske Bank har meddelt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at den har ændret sine generelle vilkår for virksomheders brug af MobilePay, så påbuddet for så vidt angår disse vilkår er imødekommet.

Teller fremsendte i forbindelse med svar på varsel om påbud sin nuværende kontrakt mellem Magasin og Teller. Den er i overensstemmelse med reglerne

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.

Se de to påbud her: 

Påbud til Danske Bank

Påbud til Teller A/S

Fakta:

Betalingstjenestelovens § 78, stk. 2

Det følger heraf, at en udbyder af betalingsløsninger (i dette tilfælde Danske Bank og Teller) ikke må hindre betalingsmodtager (f.eks. butikker) i at opkræve et gebyr hos betaler for brugen af det pågældende betalingsinstrument eller tilbyde betaleren en rabat.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.